"Jo mindre skolegård, desto mere mobning”
Plads til Børneliv
”Svensk forskning viser, at jo mindre skolegård, desto mere mobning.”
Citatet stammer fra vores film 'Plads til børneliv', som du kan se over artiklen, der stiller skarpt på, hvordan de alt for små og mangelfulde udearealer på de københavnske skoler påvirker vores børn.
Udearealerne i institutioner og skoler spiller en essentiel rolle i vores børns faglige og sociale udvikling. Med kampagnen ’Plads til børneliv’ opfordrer vi politikerne i København til at finde mere plads til vores børn, når byens skoler skal udvides eller etableres!
Vores børn fortjener plads til børneliv! Hjælp os! Del vores film Plads til børneliv og del budskabet!
Fortæl os om din oplevelse af vores børns skoler: skriv til pladstilliv@kk.dk – så sender vi det videre til politikerne på Københavns Rådhus.
Læs Politikens opfølgning på vores kampagne (ligger også som PDF nederst på siden).
Baggrund
Amager Vest Lokaludvalg har i længere tid arbejdet med den problematik, at Københavns Kommune planlægger og bygger for store skoler på små grunde. Arbejdet udsprang i sin tid af høringen til den kommende Hannemanns Allé skole/Arenakvarterets Skole, hvor lokaludvalget blandt andet havde fokus på skolens (manglende) friarealer.
Problematikken er dog stadig aktuel, hvilket vi har set i forbindelse med høringen om en kommende daginstitution i Ørestad Syd og (forventer vi) med den kommende skole i Vejlands Kvarter. Lokaludvalget har sendt opråb til Borgerrepræsentationen om problematikken, med flere andre lokaludvalg og interesseorganisationer som medunderskrivere.
Læs vores åbne brev til politikerne på Københavns Rådhus: Vi presser for store skoler ind på for små grunde.
Læs Politikens artikel om vores åbne brev
Kritisk og konstruktivt
Plads til børneliv skal sætte yderligere fokus på, at børn har brug for passende udearealer i skoletiden, både til undervisning og pauser – da de spiller en essentiel rolle i børns faglige og sociale udvikling.
Kritikken skal helst ende ud i en konstruktiv debat om forudseende byplanlægning og langsigtede løsninger. Dertil er det en opfordring til, at der bliver tænkt mere holistisk ift. byliv og biodiversitet; Hvis der bliver prioriteret mere plads til skolernes udearealer, kan arealerne f.eks. placeres på terræn og blive både et samlingspunkt for lokalbefolkningen og udgøre et vigtigt grønt område, der kan fungere som bio-LAR og øge biodiversiteten.
I den kommende tid vil lokaludvalget sætte yderligere fokus på problemet. Politikerne på rådhuset, samt forvaltningen og vores tidligere medunderskrivere på det åbne brev bliver også kontaktet.
Følg med her på hjemmesiden og på vores Facebookside.