Vores holdning til nyt lokalplansforslag Englandsvej Nord

Kommunen har sendt et forslag til en ny lokalplan og kommuneplantillæg for Englandsvej Nord i høring, og lokaludvalget er nu klar med vores svar.

Høringen omhandler en ny lokalplan og kommuneplantillæg for Englandsvej 21 og 25 til opførelse af nye private ungdomsboliger, i alt ca. 39 boliger. Torben Oxes Allé 2 er også i spil i forslaget, hvor der gøres plads til etablering af publikumsorienteret serviceerhverv på hjørnet af Englandsvej og Torben Oxes Allé.

Her kan du læse en kort sammenfatning af lokaludvalgets synspunkter:

"Forslaget til lokalplan for byggeriet på Englandsvej 25 fungerer meget dårligt ift. det kvarter og den kontekst, det er placeret i. Eberts Villaby er præget af fint udsmykkede villaer med åbne grønne forhaver, der inviterer til naboskab. Det foreslåede byggeri på Englandsvej 25 gør det modsatte. Bygningen er for høj og for bred. Og det grønne friareal og kantzone er alt for lille ift. husene og haverne i Eberts Villaby. Af de grunde vil det foreslåede byggeri på Englandsvej 25 desværre skæmme et område, som er af stor kulturhistorisk værdi og til glæde for alle bydelens borgere."

Du finder hele vores høringssvar i bunden af siden.

Kritiske borgere

Lokaludvalget har gennem det seneste år været i tæt dialog med naboerne og Grundejerforeningen Eberts Villaby. Senest har vi sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen afholdt et borgermøde d. 23. november 2022.

Generelt set er borgerne i Eberts Villaby meget kritiske overfor det endelige lokalplanforslag, når det gælder højden og bredden af byggeriet på Englandsvej 25 samt de manglende grønne friarealer, som især kendetegner området Eberts Villaby. 

Og det er netop beboernes synspunkter, vi har baseret vores høringssvar på.

Læs hele høringssvaret