Sidste møde før sommerferie: Formandsvalg, høringssvar og indspil til Budget 2023
Kresten Thomsen fortsætter som formand
Kresten Thomsen blev valgt som formand for resten af lokaludvalgets 4-årige periode. Mark Gray er valgt til næstformand.
På lokaludvalgets konstituerende møde d. 29. marts blev Kresten Thomsen valgt som midlertidig formand, hvor det blev besluttet, at lokaludvalgets formandskab skulle udpeges på ny på mødet d. 21. juni, når udvalget havde lært hinanden og arbejdet bedre at kende.
Udvalgets ønskeliste til Budget 2023
Når politikerne på rådhuset skal forhandle om budget for næste år, har lokaludvalget mulighed for at komme med forslag til projekter/emner, der bør tages med i Budgetforslaget for 2023.
Lokaludvalget har besluttet at sende følgende forslag til indspil afsted:
1. Nye haller i Sundby Idrætspark
2. Helhedsplan for Kigkurren og drift af hestedroscheareal
3. Stofindtagelsesrum på Sundholm
4. Sikker skolevej gennem Ørestad til Fælledby
5. Midlertidig kunstgræsbane på CMC arealet i Ørestad
6. Ombygning af Ørestad Streethal
7. Trafikal skiltning ved indgangen til fælleden
Det går projekterne ud på
1. Nye haller i Sundby Idrætspark
Udviklingen af Sundby Idrætspark er vigtig for Amager Vest. Lokaludvalget anbefaler, at de gamle haller nedrives i stedet for blot at blive renoveret. Idrætsparken er et meget vigtigt anlæg for Amagers børn og unge - bl.a. fordi det ligger lige op og ned ad to store udsatte boligområder. Hallerne er i dag utidssvarende, og en nedrivning ville give bedre muligheder for at udnytte arealet optimalt. Lad os gøre det ordentligt, når nu vi er i gang.
2. Helhedsplan for Kigkurren og drift af hestedroscheareal
Ved sidste budgetforhandling blev det anbefalet at projektet søger penge i "Pulje til borgerdrevne grønne bylivsgadeprojekter". Desværre ser lokaludvalget ikke, at ambitionen om en grøn omdannelse af Kigkurren er foreneligt med penge tiI plantekasser og cykelstativer. Vi ser et potentiale for et grønt område til gavn for alle. Både lokaludvalget og Islands Brygge Lokalråd har gennem flere år påpeget behovet for helhedsorienteret planlægning og udvikling af Kigkurren på Islands Brygge og området omkring grønne aktiviteter.
3. Stofindtagelsesrum på Sundholm
Amager vest Lokaludvalg har flere gange henvendt sig til politikerne i Københavns Kommune med ønske om etablering af et stofindtagelsesrum på Sundholm. Sundholm er skolevej og et sted for børnehavebørn med tre store dagtilbud. Der er fundet kanyler på Amager Fælled Skole, Sundholms toiletter og på legepladsen i området. Lokaludvalget har afholdt nabomøde om sagen og her var der stor opbakning blandt de fremmødte. Lokaludvalget mener, at det er for sent at vente, til forundersøgelsen er færdig i 2026 - derfor dette indspil nu.
4. Sikker skolevej gennem Ørestad til Fælledby
Københavns Kommune planlægger en 5-sporet skole på Amager Fælled som en del af Fælledby-projektet. 2/3 af børnene på denne skole forventes at bo syd for Vejlands Allé. Infrastrukturen for de bløde trafikanter gennem Ørestad er meget dårlig, og derfor bør der afsættes penge til planlægning af en sikker skolevej gennem Ørestad fra syd til nord og over Vejlands Allé.
5. Midlertidig kunstgræsbane på CMC arealet i Ørestad
Et dispositionsforslag er på vej til etablering af et fodboldanlæg med klubhus på CMC-pladsen ved Vestamager Metro Station. Tidsplanen viser, at anlægget først forventes at stå klart til sæsonen 2026. Grunden er undersøgt og er egnet til et kunstgræsanlæg nu. Forslaget er at opføre en midlertidig 11-mands bane fra sommeren 2023, så den store mangel på fodboldbaner i Ørestad kan imødeses. Ørestad IF vurderer, at flere årgange af unge spillere kan gå tabt i perioden 2023-2026. Det foreslås, at det midlertidige anlæg kan opføres således, at det kan indgå direkte i det færdige anlæg. Derved spares 4,5 mio. kr. af etableringsomkostningerne på 5 mio. kr.
6. Ombygning af Ørestad Streethal
Antallet af opvarmede indendørs idrætsfaciliteter i Ørestad bliver ved med at halte bagefter. Selv med den nye lille hal planlagt på Hannemans Skole, og evt. en på Lærkesletten, så vil det ikke dække befolkningstætheden. Ørestad Streethal blev planlagt åben og kold, da man sparede 30-40 mio. kr. Nu er der flertal for flere idrætsfaciliteter, og endda afsat en idrætsmilliard, så tiden er inde til at give borgerne og de unge i Ørestad et sted at træne og dyrke sport. Ørestad Streethal foreslås at blive ombygget således, at der etableres omklædning og en opvarmet indendørs multihal, hvor adskillige sportsgrene kan udfolde sig. Den nuværende anvendelse er minimal, og den skateboard-klub, som holder til, vil få flere nye tilbud bl.a. ifm. opførelsen af streetfaciliteter ved CMC-arealet. Ørestad IF har specifikt adspurgt om en multihal til bl.a. kampsport og andre sportsgrene, som er husvilde i Ørestad.
7. Trafikal skiltning ved indgangen til fælleden
Erfaringer fra Kalvebod Fælled viser, at det er vigtigt med skiltning om, hvordan man bør forholde sig, når man går og cykler på fælleden. Vi anbefaler derfor, at der laves en markering ved stien fra golfklubben (Kanonvej) og ned til motorvejen samt lige ved indgangen til Kalvebod Fælled. Derudover kunne kommunen ligeledes markere evt. ruter, som er forbeholdt mountainbikecyklister i stil med andre statsskove med særlige mountainbikeruter. Det vil have en positiv effekt på forholdet mellem gående og cyklister, da der ikke opstår så farlige situationer på stierne mere.
Opbakning til tidsbegrænset parkering
Lokaludvalget har også besluttet at sende deres høringssvar til et forslag fra Teknik- og Miljøudvalget om at indføre nye 3-timers tidsbegrænsede parkeringszoner.
I svaret bakker lokaludvalget op om forslaget, men opfordrer i øvrigt til følgende:
A. Strammere begrænsning i tidszonerne
B. Genovervej den geografiske afgrænsning ift. Amagerbrogade
C. Brugervenlig adgang til licensudstedelser
D. Bedre udnyttelse af de almene parkeringspladser
E. Klar information ifm. implementeringen af zoner
F. Efterfølgende opfølgning på parkeringssituation i naboområder
G. Udnyt de tomme parkeringshuse - tilpas prisniveauet
H. Behov for trafikplan på Amager
Det fulde svar er vedlagt som bilag nederst på siden.
Teknik- og Miljøudvalget vil i september træffer endelig beslutning om etablering af zonen, som forventes at træde i kraft i marts 2023.
Områdefornyelsen Sundby og Bydelsplan
Robert Nielsen fortsætter som lokaludvalgets repræsentant i Områdefornyelsen Sundby.
Lokaludvalget besluttede desuden at nedsætte en arbejdsgruppe, der alene skal fokusere på arbejdet med den kommende Bydelsplan.
Mere om Bydelsplanen
Det fremgår af kommissoriet for lokaludvalg, at lokaludvalgene skal udarbejde en bydelsplan for deres arbejde i deres bydel, som gælder for lokaludvalgets funktionsperiode.
Planen skal bygge på fakta om bydelens særkender, behov og interesser, og udarbejdes i tæt dialog med borgerne. Forvaltningerne bistår lokaludvalget med data, viden, prognoser samt centrale politikker og sager af relevans for lokaludvalgets område.
Bydelsplanen er lokaludvalgets egen visions- og arbejdsplan. Den skal både fungere som et operationelt arbejdsredskab for bydelen og lokaludvalgets realisering af indsatsområder og til dialog med forvaltninger og politikere om bydelens udvikling.
Bydelsplanen kan opdateres løbende i takt med, at nye aktuelle temaer eller projekter opstår eller eksisterende realiseres.