Politikere uenige om biblioteker: Udlåne bøger eller skabe trivsel?
Hvordan skal fremtidens biblioteker se ud, og hvilken rolle skal de spille i københavnernes hverdag?
Det spørgsmål satte Amager Vest Lokaludvalg til debat den 26. oktober i KIB, hvor omkring 80 borgere og syv politikere deltog.
Programmet bød på oplæg om Københavns Kommunes arbejde med bibliotekernes fysiske rammer, ensomhed og dens konsekvenser samt et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet om bibliotekernes betydning for trivsel.
Under ledelse af moderator og journalist Lars Trier Mogensen diskuterede politikerne bibliotekernes fremtid. Her blev forskellene mellem partiernes syn på bibliotekernes opgaver tydelige.
Uenighed om bibliotekernes opgaver
Radikale Venstres Kristina Westerberg Thomsen argumenterede for at styrke kulturlivet bredt. Hun fremhævede, at et mangfoldigt kulturliv er vigtigt for København og bidrager til at profilere byen.
Alternativets Birgitte Kehler Holst pegede på værtskabet som en vigtig del af bibliotekernes rolle. Bibliotekerne er ifølge hende et lavtærskeltilbud og et af de få steder, hvor det er nemt at komme ind ad døren. Derfor kan de også være med til at skabe fællesskab og trivsel.
Niels Peder Ravn fra Det Konservative Folkeparti lagde vægt på, at alle skal kunne føle sig velkomne på biblioteket. Han beskrev bibliotekerne som en fremskudt social indsats og udtrykte samtidig bekymring over kommunens prioritering af pengene. Ifølge ham bruges der millioner af kroner på andre formål, mens biblioteket fortsat er et af de steder, der ikke er blevet digitaliseret.
Lasse Mandal fra Liberal Alliance havde et andet syn på bibliotekernes opgave. Han argumenterede for, at bibliotekernes primære funktion er at låne bøger ud, og at de ikke nødvendigvis skal løse andre samfundsopgaver. I stedet foreslog han, at folkeskolerne åbnes efter skoletid, så de kan fungere som mødesteder.
Ensomhed kræver handling
Enhedslistens Shukri Hamda Dol fremhævede ensomhed som et strukturelt problem, der kræver strukturelle forandringer. Hun efterlyste samtidig en klar strategi for, hvilke opgaver bibliotekerne skal varetage, og hvilken rolle de skal spille i samfundet.
Christian Bülow fra Dansk Folkeparti rettede kritikken mod kommunens udgifter til megabegivenheder, der lukker byen ned, og til dyre kunstindkøb. Han understregede, at kommunen skal prioritere en ordentlig service til borgerne.
Enighed om varig biblioteksbevilling
På trods af uenigheden om bibliotekernes fremtidige rolle var der også fælles fodslag. Dansk Folkepartis Christian Bülow og Enhedslistens Shukri Hamda Dol var enige om, at den fireårige bevilling til bibliotekerne bør gøres permanent.
Debatten rejste dermed et centralt spørgsmål: Skal bibliotekerne først og fremmest være steder for bøger og læsning, eller skal de også spille en større rolle i arbejdet med fællesskaber, ensomhed og borgernes trivsel?
PowerPoint-præsentationerne fra mødets oplæg kan findes nedenfor.