Ingen skæve boliger til Amager Vest - for nu
Forslaget om at placere skæve boliger på Radisevej i Amager Vest er udgået af sagsbehandlingen for nu.
Socialforvaltningen har valgt at anbefale til Socialudvalget, at Radisevej udgår af den opdaterede sag, som Socialudvalget skal behandle d. 4. december. Det sker, fordi der er behov for mere tid til, at forvaltningen kan forholde sig til indholdet i lokaludvalgets og de lokale i områdets henvendelser, inden der kan komme en ny stillingtagen.
Amager Vest Lokaludvalg har været imod placeringen af hjemløseboliger på Radisevej, da det vil gå ud over et af de grønne områder, der er tilbage i det urbane miljø.
Afgørende dialog med borgmester
Mange naboer havde henvendt sig til lokaludvalget om bekyringer vedr. placeringen på Radisevej, og derfor afholdt lokaludvalget et borgermøde 18. september 2024.
Her fik de fremmødte 140 borgere mulighed for at få en dialog med socialborgmester Karina Vestergård Madsen, socialudvalgsmedlem Yildiz Akdogan og deres forvaltninger.
Der var bl.a. bekymringer for, at de udsatte borgere, der allerede bor i området ved Radisevej, herunder udviklingshæmmede og psykisk syge, ikke kan holde til, at der flytter flere udsatte af en anden målgruppe til området.
Hjemløseenheden forklarede, at der ikke er konkrete erfaringer med, at hjemløse bor tæt ved udviklingshæmmede, men at de passer meget sig selv og ikke har udfordringer med naboer.
Lokaludvalget vil fortsat følge sagen tæt og inddrage jer borgere i fremtidig behandling af sagen.