Hvad skal der ske med Sundby Idrætspark?
Torsdag d. 28. oktober 2021 kl. 18.30 – 21.00 var der workshop i Sundby Idrætspark om fremtiden for fritidsfaciliteterne. Workshoppen er første af flere og næste workshop forventes at blive afholdt i februar 2022. Omkring 60 personer mødte op med idéer og input til idrætsparken.
tre scenarier, seks temaer
Workshoppens formål var at indhente viden og få input til en fremtidig udvikling af Sundby Idrætspark i form af tre udviklingsscenarier. Det blev gjort med udgangspunkt i seks temaer:
- Udendørs idrætsfaciliteter
- Indendørs idrætsfaciliteter
- Trafik og parkering
- Idrætsby – mere end idræt?
- Lokale mødesteder og sammenhæng med bydelen
- Forundersøgelse og proces
Rammesætning og inspirationsoplæg
Overborgmester Lars Weiss og Erhardt Franzen, Amager Vest Lokaludvalg bød velkommen til workshoppen. På workshoppen blev den politisk besluttede rammesætning præsenteret af Københavns Kommune og efterfølgende holdt Henrik Brandt fra Idrætsplatformen et inspirationsoplæg med fokus på hvordan man kan udvikle multifunktionelle idrætsparker, som kan rumme mange forskellige faciliteter og brugere på relativt begrænset plads.Derefter var der drøftelser ved de seks temastationer af to omgange, hvor alle deltagere kunne komme med input og bidrage med viden.
Herunder er der opsummeringer af de mange input, som blev givet på hver temastation og slides fra workshoppen.