4 scenarier for overdækning af Øresundsmotorvejen

COWI har afleveret fire scenarier til en overdækning af Øresundsmotorvejen. Læs vores kommentar til analysen.
Fotograf
Jakob Korshøj

Ingeniørvirksomheden COWI har nu afleveret en analyse med fire scenarier for den 2,5 kilometer lange strækning, der er i spil til en overdækning.

Analysen tager ikke stilling til, om større bygninger kan blive rejst ovenpå de forskellige tagkonstruktioner, men det ser rigtig spændende ud, og lokaludvalget er glade for, at vi hele tiden bevæger os tættere på en mulig løsning.





Lokaludvalgets kommentarer

I lokaludvalget har vi længe arbejdet med overdækning af motorvejen, og vi har naturligvis knyttet en kommentar til den nye analyse.

Det er scenarie 3 i analysen, der bedst imødekommer vores prioriteter:

1. reduktion af støj

2. reduktion af partikelforurening

3. øget fremkommelighed på tværs af motorvejen samt udnyttelse af arealet som byrum.



De tre prioriteter er baseret på borgerhenvendelser, to store borgermøder og en større antropologisk undersøgelse, som lokaludvalget har fået gennemført. Det er med dette udgangspunkt, lokaludvalget ønsker at fremhæve scenarie 3, som den model der bedst imødekommer disse prioriteter. Dermed siger vi også, at alle tre prioriteter gerne måtte forstærkes yderligere i den faktiske projektering. Foranalysen efterlader dog en række ubesvarede spørgsmål, som lokaludvalget gerne ser, bliver besvaret i det videre arbejde.

Læs vores spørgsmål og hele lokaludvalgets udtalelse i bunden af siden.

 

Vi arbejder for borgernes bekymringer

Borgere, der bor i nærheden af motorvejen, har længe udvist bekymring, da der er mange gener forbundet med støj og forurening fra motorvejen, der desuden skal udvides i forbindelse med Infrastrukturaftalen 2035. Vi har en arbejdsgruppe i lokaludvalget, der beskæftiger sig med motorvejsoverdækning, som du kan læse meget mere om her.

 

Små skridt

COWIs nye analyse kommer oven på den fornyligt afsluttede principaftale om Budget 2024, hvor et flertal på rådhuset blev enige om at sætte penge af til motorvejsoverdækning. Budgetaftalen forhandles endeligt på plads til efteråret.

Der er tidligere blevet sat skub i projektet om en overdækning. I overførselssagen 2021/2022 blev der afsat 1,8 mio. kr. til en foranalyse.

Amager Vest Lokaludvalg ser frem til de endelige budgetforhandlinger for 2024 og det videre arbejde.