Bydelsplanen

Bydelsplanen 2022-2026

Amager Vest Lokaludvalg til Fælledens Dag 2022.
Fotograf
Sofie Astrid Jensen

Indledning

Amager Vest omfatter området fra havnen i vest til Amagerbrogade i Øst og fra Christmas Møllers Plads i nord til bygrænsen i syd.

Vores bydel rummer både et stort naturområde, villakvarterer, almennyttige boliger og nybyggede ejerboliger. Der er store forskelle i indtægt, beskæftigelse og uddannelse i de forskellige kvarterer.

Amager Vest har undergået en voldsom udvikling de sidste 20 år. Siden år 2000 er befolkningstallet vokset fra 45.000 til 86.000 i dag, og i 2031 passerer vi de 100.000 mennesker.

Udviklingen er gået hurtigere end forudsat og fokus har været på boliger, erhverv og veje og i mindre grad på det liv der skal leves. Vi mangler steder at mødes, kulturinstitutioner, idrætsanlæg og pladser. De nye bydele er meget fortættede og der mangler friarealer til både boliger og skoler.

Amager Vest Lokaludvalg har eksisteret i 16 år og har igennem hele den tid arbejdet på at afbøde dårlige virkninger af nybyggeriet gennem at påvirke lokalplanprocesserne og forsøge at overtale Københavns Kommune til at investere i trafiksikkerhed. Vi har arbejdet for at de nybyggede skoler skulle have anstændige friarealer og indrettes til brug af foreningslivet. Vi har gennem vores bydelspulje støttet tilblivelsen af foreninger i de nye bydele, ligesom vi støtter mange kulturaktiviteter i resten af Amager Vest.

Lokaludvalget har 25 medlemmer. Dertil kommer adskillige arbejdsgrupper hvor også borgere, der ikke er medlemmer af lokaludvalget, kan deltage. Vi har et sekretariat, som hjælper os med at finde information, kommunikere med kommunen og organiserer borgermøder osv. Alle medlemmer af lokaludvalget og arbejdsgrupperne er ulønnede. Det er ønsket om at skabe en forandring som driver os.

Denne bydelsplan er en præsentation af de dele af vores bydel, som lokaludvalget og dets arbejdsgrupper vil arbejde med. Der er mange andre områder, der trænger til forbedring. Vi er altid åbne overfor idéer og især borgere, som gerne vil hjælpe os med arbejdet.

Bydelsplanen er ikke en samlet vision for Amager Vest, men i højere grad en arbejdsplan for lokaludvalget. Når man læser om projekterne er man dog ikke i tvivl om hvad der har lokaludvalgets fokus nemlig; Borgernes og naturens trivsel og udfoldelsesmuligheder.

Af Kresten Thomsen, forperson i Amager Vest Lokaludvalg

 

 

Vi har opdelt bydelsplanen i de forskellige projekter, vi arbejder på, så du nemt kan få et overblik. Tag et kig på siderne, hvor du blandt andet kan læse de seneste nyheder, relevante bilag samt kommende arrangementer om projekterne.

Vision for lokaldemokratiet

Vi arbejder hele tiden på at styrke lokaldemokratiet og udvikle de måder, vi inddrager dig som borger på. Det har vi beskrevet i vores vision for lokaldemokratiet i Amager Vest, som du kan læse meget mere om her.

Bydelspuljen

Vi ønsker at være med til at støtte drømme og projekter, der skaber de bedste rammer for et godt hverdagsliv for alle. Det gør vi igennem vores bydelspulje, som du kan søge penge fra, hvis du vil afholde et lokalt projekt. Projektet skal leve op til værdier som frivillighed, dialog, samarbejde, fællesskab og netværksskabelse, og vi prioriterer spirende og nyskabende projekter højt. Læs meget mere om kriterier, og hvordan du søger puljemidler her.

Tidligere Bydelsplaner

Amager Vest Lokaludvalg har udarbejdet flere bydelsplaner gennem årene.



Du kan læse vores tidligere bydelsplaner ved at klikke her.

Amager Vest i tal