Stofrum på Sundholm

Vi vil gerne etablere et stofindtagelsesrum på Sundholm.
Billede
Sundholmskvarteret
Sundholmskvarteret.
Fotograf
Maria Rostved

Seneste nyt

Vis alle

Seneste nyheder om projektet

Stofrummet er nu på vej!

Lokaludvalget kan med glæde meddele, at der i Overførselssagen 2022-2023 er blevet sat penge af til et stofrum på Sundholm.

Parterne i Overførselssagen har nemlig besluttet at sætte penge af til anlæg af et stofindtagelsesrum i lægehuset på Sundholm. Sådan lyder det i sagspunktet:

"Parterne er enige om at afsætte planlægningsbevilling til et stofindtagelsesrum på Sundholm. Lokalerne er tidligere planlagt anvendt som lægehus, men dette har ikke kunne realiseres, grundet mangel af lejere til lægehuset. Tidligere tilskudsmidler skal derfor betales tilbage til staten.

Der afsættes:

- 0,8 mio. kr. på anlæg i 2023 til planlægning af etableringen af stofindtagelsesrummet.

- 7,5 mio. kr. på anlæg vedr. tilbagebetaling af anlægsindtægter givet som statsligt tilskud til etablering af lægehus.

- 0,7 mio. kr. på service årligt i 2023-2026 til afledt drift.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har 2,0 mio. kr. på anlæg i 2024 i overskydende finansiering fra det oprindelige statstilskud, som indgår som finansiering af tilbagebetalingen i 2023. Der er behov for høj tryghed og renhold i området omkring stofindtagelsesrummet på Sundholm. Parterne er enige om, at der i driften af stofindtagelsesrummet skal være særligt fokus på tryghed og renhold af hensyn til naboer og kvarterets borgere."

Du finder hele overførselssagen 2022-2023 i bunden af siden.

Vi har i lokaludvalget længe kæmpet for, at der skulle gøres noget for de udsatte borgere, der har sin daglige gang i Sundholmskvarteret, ved netop at få etableret et stofindtagelsesrum.

Herunder kan du læse meget mere om vores projekt med stofrummet:

Omsorg for folket på kanten af samfundet

Hvis vi skal opnå sammenhængskraft og godt naboskab på Sundholm kræver det, at vi er bedre til at tage hånd om den gruppe, der er på kanten af samfundet. Amager Vest Lokaludvalg drømmer om tryghed og værdighed for alle – og sammenhængskraft på Sundholm. Derfor vil lokaludvalget gerne etablere et stofindtagelsesrum på Sundholm.

At stofbrugere ikke har adgang til et stofrum med sundhedsfagligt personale kan have fatale konsekvenser, såsom overdosis-dødsfald og alvorlige infektioner. Et stofrum kan tilbyde stofbrugere mulighed for indtagelse af stoffer under social- og sundhedsfaglig rådgivning samt vejledning og eventuel behandling. Personalet kan derudover skabe relationer til brugerne med henblik på at hjælpe dem videre til det øvrige social- og sundhedsfaglige hjælpesystem.

”Derfor vil det være bedre med flere mindre stofmiljøer, der har gode tilbud til stofbrugerne som stofindtagelsesrum, socialarbejdere på gaden, herberg, gadebetjente m.m. Det ville være godt, hvis vi fik etableret sådanne tilbud på Sundholm, i Sydhavnen og i Nordvestkvarteret.”
Esben Houborg
Center for rusmiddelforskning

Det skal være sikkert både for stofbrugere og beboere

Et stofrum kan dertil være med til at skabe tryghed for alle, der færdes på og igennem Sundholm, da et stofrum ville kunne begrænse omfanget af stofindtag i Sundholms offentlige rum. Sundholm er blandt andet skolevej og et sted for børnehavebørn med tre store dagtilbud. Der er fundet kanyler på Amager Fælled Skole og på legepladsen, da stofbrugere i dag fixer rundt omkring på området.

Erfaring og forskning viser, at stofmiljøet ikke må fylde for meget, da det kan skabe utryghed både for brugerne og beboerne. Derfor anbefales mindre stofindtagelsesrum, så de mennesker, som skal hjælpe og regulere, kan følge med.

”Efter ti år med en målrettet indsats for at reducere skader, hjælpe stofbrugere og nedbringe generne fra det åbne stofmiljø er Indre Vesterbro i København blevet et mere sikkert område at færdes i for både stofbrugere og beboere.”
Esben Houborg
Center for rusmiddelforskning

Lokaludvalgets arbejde for Stofrum på Sundholm

Amager vest Lokaludvalg har de seneste mange år gentagne gange henvendt sig til politikerne i Københavns Kommune med ønske om etablering af et stofrum på Sundholm. Lokaludvalget har afholdt flere borgermøder om sagen, herunder et nabomøde, og her var der stor opbakning blandt de fremmødte.

I 2022 bevilgedes midler til screening af Sundholm, efter et politisk ønske om at undersøge mulighederne for at placere et stofindtagelsesrum i en eksisterende bygning på Sundholm.
 

Et tryggere og mere hygiejnisk miljø

Formålet med etablering af et stofrum på Sundholm er, at områdets stofbrugere vil opleve et hygiejnisk miljø og kontakt til sundhedspersonale. Dertil er formålet, at alle københavnere vil opleve, at det er tryggere at færdes på og gennem Sundholm.


Vi vil samarbejde med følgende aktører:
 

  • Naboer til Sundholm + institutioner omkring og i Sundholm + alle mennesker der opholder sig på og færdes gennem Sundholm
  • Politikerne
  • Socialforvaltningen
  • Områdefornyelse Sønderbro

Vil du være med?

Lokaludvalget har en arbejdsgruppe, der udelukkende beskæftiger sig med biodiversitet. Vores møder er åbne for alle, så hvis du har lyst til at få indflydelse, vil vi gerne opfordre dig til at deltage. Kontakt sekretariatet på info@avlu.dk eller tlf. 21 51 39 35, hvis du vil høre mere om, hvordan du deltager.

Vi holder også løbende møder, som er åbne for alle. Læs mere om vores arbejdsgrupper og find vores kalender her.

Arbejdsgruppen arrangerer løbende borgermøder og andre inddragende indsatser, hvor du sammen med andre borgere, forvaltningen og fagfolk kan tilbyde dit perspektiv.

Bilag

Herunder finder du alle relevante dokumenter for projektet.