MetroParken

Vi tager udgangspunkt i bæredygtighed og vil gerne arbejde for at forene kunst og natur med metroanlægget som ’lærred’. Samtidig vil vi invitere til ophold for bydelens beboere.
Billede
Metrohøjbane i Ørestad
Metroen i Ørestad.
Fotograf
Shane Rounce.

Seneste nyt

Vis alle

Seneste nyheder om projektet

Anbefalinger til MetroParken

Vi har fået en lokal arkitekt, Greg Vendena, til at skrive en længere rapport over MetroParken-projektet, hvor han kommer med en analyse over nuværende faciliteter samt anbefalinger til helt nye.

Unges anbefalinger til mødesteder

Lokaludvalget har sammen med Hørt Ungdom spurgt unge udskolingselever i 7. og 8. klasse om, hvad de synes, der mangler af mødesteder i bydelen. Tak for de gode input!

Henvendelse til politikere vedr. aktivitetsrum ved DR Byen st.

Vi har henvendt os til politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget og bedt dem genoverveje at få etableret et aktivitetsrum under metrohøjbanen ved DR Byen.

Workshop om MetroParken på Grundlovsdag

Til vores store Grundlovsfest afholdt vi en workshop om, hvad vi skal gøre med al den dejlige plads under metroen. Vi har tidligere afholdt borgermøder om projektet og troede faktisk ikke, at det var muligt at komme med flere kreative idéer, men det modbeviste I i den grad!

Tak for de gode idéer til MetroParken!

Tak til alle jer, der kom forbi vores borgermøde om MetroParken - hvor kom der mange god input! Nu starter arbejdet.

Stormøde om MetroParken

Amager Vest Lokaludvalg mødtes den 24. maj med en lang række interesserede aktører, der alle havde gode idéer til vores projekt om MetroParken - tak skal I have for det.

Mere socialt liv langs med metrobanen i Ørestad

Amager Vest Lokaludvalg drømmer om at skabe muligheder for socialt liv langs med metrobanen i Ørestad – strækningen mellem Islands Brygge og Vestamager metrostation.

Vi kalder drømmen for MetroParken.

Mere livskvalitet til Ørestad

Byrummet, som det tager sig ud i dag, opleves øde med bildominerede gader og har karakter af ”soveby”. Langs med hele Metroen fra Ørestad Nord til Ørestad Syd mangler træer, buske og vilde blomster, der vil give kvarteret mere livskvalitet samt befordre til socialt samvær for såvel ældre som unge beboere i bydelen. Det vil klart højne borgernes levevilkår og livskvalitet i Ørestad med flere samlingspunkter.

Billede
Aktiviteter i Københavns Kommune og Amager
Kilde: KK Kort
"Som sekretariat for Ørestads grundejerforeninger og Vandlaug får vi tit henvendelser fra borgere og lokale foreninger, som har idéer og forslag til, hvordan arealerne under metroen kunne anvendes. For eksempel har Grundejerforeningen Ørestad City hjulpet med at etablere Metrohaverne, som flere kan lade sig inspirere af."
Pia Vannacci Elnif
Sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad

Amager Vest Lokaludvalgs mål med MetroParken er at revitalisere området mhp. at skabe muligheder for socialt liv uden at gemme betonen, som er områdets særtegn, væk. Vi ønsker, at byrummet tilføres en kvalitet, der indbyder til ophold og skaber plads til afslapning, sociale aktiviteter og møder.

Lokaludvalget vil derfor arbejde for:

  • at Ørestad får faciliteter, der for beboerne i alle aldre appellerer til udendørs ophold og aktiviteter som f.eks leg, idræt og havebrug. Vi tager udgangspunkt i det grønne og i bæredygtighed.

     
  • at forene kunst, natur og aktiviteter med metroanlægget som ’lærred’. Samtidig vil vi præsentere et nyt syn på metroanlægget, der inviterer til ophold for bydelens beboere.

Tilgængelighed for alle er en vigtig del af drømmen om MetroParken. Derfor er lokaludvalget også i dette projekt opmærksom på, at Metroparken skal planlægges og udføres, så personer med handicap har mulighed for at bruge parken.

 

Lokalt samarbejde om forskellige udendørs muligheder

Amager Vest Lokaludvalg vil arbejde for, at forskellige anlæg under hele metrolinjen vil tilbyde fysisk træning, idræt, kunstnerisk udsmykning, træer, buske og blomster. Alt sammen kan bidrage til at opgradere de fysiske omgivelser, men også - sammen med højbede - tilbyde en aktivitet i sig selv for interesserede beboere, unge såvel som ældre.

Målet er, at Ørestads og Sundbyvesters beboere, foreninger og øvrige får direkte adgang til et aktivt udeliv eller bare passivt, afslappet ophold få minutters gang fra deres hjem.



Vi vil samarbejde med følgende aktører:

  • Naboer til metroanlæggene, forbipasserende og lokale københavnere i Ørestad

     
  • Metroselskabet, Grundejerforeningerne (Nord, City og Syd), Vandlauget, Metroselskabet, By&Havn, kunstforeningen SIMIAN, skoler og institutioner, Ørestad Syd Borgerforening, Ørestad IF

     
  • Erhvervsvirksomhederne; Ørestad Innovation City Copenhagen, Hotellerne

Vil du være med?

Lokaludvalget har en arbejdsgruppe, der udelukkende beskæftiger sig med MetroParken. Vores møder er åbne for alle, så hvis du har lyst til at få indflydelse, vil vi gerne opfordre dig til at deltage. Kontakt sekretariatet på info@avlu.dk eller tlf. 21 51 39 35, hvis du vil høre mere om, hvordan du deltager.

Vi holder også løbende møder, som er åbne for alle. Læs mere om vores arbejdsgrupper og find vores kalender her.

Arbejdsgruppen arrangerer løbende borgermøder og andre inddragende indsatser, hvor du sammen med andre borgere, forvaltningen og fagfolk kan tilbyde dit perspektiv.

Bilag

Herunder finder du alle relevante dokumenter for projektet.