Vores bemærkninger til nye affaldsregulativer
Københavns Kommune har sendt forslag til nye regulativer for husholdnings- og erhvervsaffald i høring. Reguleringen skal opdateres som følge af ændringer i lovgivning, drift af affaldssystemet og politiske aftaler.
Forslaget rummer flere ændringer i kommunens affaldshåndtering. Blandt andet planlægges et nyt sorteringsanlæg for forbrændingsegnet affald ved Amager Ressourcecenter. Der lægges også op til en kommende bleaffaldsordning for offentlige daginstitutioner. Samtidig foreslås det, at villaejere fremover selv skal aflevere bærbare batterier på genbrugsstationen i stedet for at få dem hentet.
Amager Vest Lokaludvalg har sendt et høringssvar med flere bemærkninger til forslaget:
- Vi peger bl.a. på, at der skal være god adgang til sorteringspunkter for borgere med handicap. Lokaludvalget foreslår derfor, at der indføres taktile piktogrammer ved alle sorteringspunkter
- Lokaludvalget efterlyser også en plan for håndtering af bleaffald fra private husholdninger. I forslaget er der kun lagt op til en ordning for offentlige daginstitutioner.
- Vi udtrykker bekymring over ændringen fra henteordning til bringeordning for batterier hos villaejere. Lokaludvalget peger på, at affaldssortering allerede kan opleves som kompleks for nogle borgere. Hvis det bliver mere besværligt at komme af med batterier, kan det føre til, at de ender i restaffaldet.
- Som alternativ foreslår vi, at batterier kan lægges i en pose sammen med boksen til farligt affald, som fortsat bliver hentet hos villaejere.
- Endeligt ser lokaludvalget frem til den kommende evaluering af de sorteringspunkter på gaden, hvor borgere kan aflevere husholdningsaffald.
Høringsmaterialet kan læses her.
Du finder vores samlede høringssvar i bunden af siden.