Undersøgelse: Beboere savner mere liv i Ørestad Syd

Vi har spurgt beboerne i Ørestad om byliv og hverdagsliv i området, og billedet er ret klart: Mange savner mere liv i gaderne og flere steder at mødes.
Ørestad Syd.
Fotograf
Jakob Korshøj

Amager Vest Lokaludvalg har i samarbejde med Ørestad Syd Borgerforening lavet en undersøgelse og spurgt beboerne i Ørestad om, hvordan de oplever bylivet og hverdagslivet i området, og hvad de godt kunne tænke sig forandret. 

Flere hundrede har svaret, og mange savner mere liv i gaderne og flere steder at mødes. Størstedelen af besvarelsen kommer fra beboere i Ørestad Syd.

Mere byliv og bedre byrum

Det vigtigste interesseområde er (manglende) byliv. Det, der klart går igen, er ønsket om flere caféer og spisesteder. Ikke kun takeaway, men steder hvor man kan sidde ned og blive hængende. 

Mange ønsker også flere steder at opholde sig udendørs, og gerne med aktiviteter især til unge, som fx en skaterpark.

Flere peger på, at bydelen føles opdelt af brede veje. De efterlyser smallere strækninger, flere træer og mere plads til ophold.

Royal Arena skal spille en større rolle

Mange peger på, at stueetagen i Royal Arena kunne bruges bedre i hverdagen. Der er interesse for både café, kaffebar og restaurant. Til gengæld er der begrænset interesse for det nuværende Vinyl Room.

Delte meninger til transport og trafik 

Der er ikke én klar holdning til kollektiv trafik i Arenakvarteret. Nogle mener, at det nuværende niveau af kollektiv trafik fint. Andre peger på behov for bedre løsninger, fx ekstra bus- og metrostop ved Royal Arena. Samtidig er størstedelen tilfredse med den nuværende hastighed på biltrafikken.

Konkrete forslag fra beboerne

Undersøgelsen rummer også mange idéer til forbedringer. Her er nogle af dem:

  • Flere små butikker og lokale specialbutikker
  • Bedre udendørsområder ved caféer og mødesteder
  • Længere åbningstider i weekenden
  • Midlertidige aktiviteter om vinteren, fx skøjtebane
  • Bedre rammer omkring madmarkedet på Asger Jorns Allé, så man får lyst til at blive
  • Bedre muligheder for brug af udearealer til leg og træning

Samlet peger svarene på det samme: Ørestad Syd har rammerne, men mangler liv i hverdagen.

Du kan hente hele undersøgelsen i bunden af siden.

Næste skridt er borgermøde

Næste skridt er, at vi med udgangspunkt i undersøgelsen vil afholde et borgermøde om Ørestad Syd til september 2026 i Royal Arena. Konkret kommer borgermødet til at omhandle Tillæg 5 til lokalplan 398 Ørestad Syd, hvor der bl.a skal ændres i rammerne for publikumsorienteret serviceerhverv i hele området.