Udvikling af aktivitets- og samværstilbud – hvad skal prioriteres?

Socialforvaltningen har igangsat en udvikling af København Kommunes aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelser.

Tilbuddene skal i højere grad støtte op om brugernes recoveryproces, og der skal skabes en mere jævn fordeling af tilbud på tværs af byen. Det betyder blandt andet, at borgere med sindslidelser skal inkluderes mere i samfundslivet og færre, men større væresteder.

Lokaludvalget afholdt i september 2015 en meget velbesøgt konference om psykiatriområdet på Amager. Vi har netop sendt et høringssvar til Socialforvaltningen, som tager udgangspunkt i de erfaringer og holdninger, der kom frem på konferencen.

Alle borgere har forskellige behov



Planerne for udviklingen af aktivitets- og samværstilbud på Amager indebærer, at tilbuddene Kompasset og N.A.B.O. Center bevares, og at der oprettes en fleksibel satellitfunktion, der kan opsøge de borgere på Amager, der har vanskeligt ved selv at opsøge et aktivitets- og samværstilbud. Lokaludvalget tilslutter sig ønsket om at oprette en fleksibel satellitfunktion på Amager, som kan rykke ud i lokalområdet, hvor der er behov, og anbefaler at dette tiltag realiseres.

Samtidig er udvalget overordnet bekymret for tilbuddenes mangfoldighed og attraktivitet, når mindre aktivitetstilbud lukkes til fordel for større, samlede steder.

Lokaludvalget har den opfattelse, at psykisk sårbare ikke er én homogen målgruppe. Eksempelvis er der lige så stor forskel på yngre og ældre brugeres behov, som der er hos den øvrige befolkning. Derfor opfordrer udvalget til, at aktivitets- og samværstilbuddenes placeringer og indhold tager hensyn til de forskellige målgruppers behov, og anbefaler i øvrigt, at der gøres en stor indsats for at understøtte eksisterende sociale fællesskaber, når tilbud lukkes og brugerne flyttes.

Vigtigt at mangfoldige tilbud prioriteres



Ved konferencen gav flere brugere udtryk for, at lange åbningstider, tilstedeværelse af dygtigt personale og spændende aktiviteter er blandt ønskerne til et godt værested. Samtidig bliver det sociale samvær med ligestillede vægtet højt, og lokaludvalget anbefaler, at der også skabes rum til at ’hænge ud’. Udviklingen af aktivitets- og samværstilbuddene har meget fokus på læring og dataindsamling, men lokaludvalget opfordrer til, at de sårbare og pressede borgere, der benytter tilbuddene, får lov til også bare at mødes med hinanden uden at skulle pålægges konstant deltagelse i aktiviteter og læring.