Tilgængelighedsløb

Lørdag d. 24. oktober afholder Lokaludvalget sammen med Amager Øst Lokaludvalg et stort Tilgængelighedsløb på Amagerbrogade.

Lokaludvalgene ønsker at synliggøre de mange udfordringer, som mennesker med bevægehandicap dagligt møder. Målet er i samarbejde med forvaltninger og repræsentanter fra forskellige interesseorganisationer at udforme en række anvisninger for bedre tilgængelighed i hele Amager – og selvfølgelig gerne resten af København.

Derfor afholdere vi et stort tilgængelighedsløb på Amagerbrogade lørdag d. 24. oktober:

Sammen med en professionel kørestolsbruger skal kendte og lokale politikere køre en tur op og ned ad Amagerbrogade en lørdag i myldretiden.

Undervejs skal de løse en række opgaver, der for alle os andre normalt ikke medfører de store udfordringer, men som for en kørestolsbruger kan være vanskelige at løse – det kan være en tur i kiosken eller et toiletbesøg.

Turen går fra torvet ved Amagerbro Metro station over Blekingegade til Tingvej og tilbage igen.

Fra den mobile kommentatorboks vil Jesper Klein fortolke feltets anstrengelser.

Både under og efter løbet vil der være opstillet et telt med musik, forfriskninger og information om arbejdet med Bydelsplanen. Her vil der efter løbet være lejlighed til at tale med politikere og Lokaludvalg om de udfordringer, en time i kørestol byder på.

Tilgængelighedsløbet arrangeres i samarbejde med Dansk Handicap Forbund.