Te & Kaffe er Årets Butiksfacade
Onsdag den 14. december fik Te & Kaffe på Amagerbrogade 78 overrakt prisen for ’Årets butiksfacade 2011’. Te & Kaffe er en ny økologisk kaffebar, der lægger vægt på kvalitet og gode råvarer. Læs mere på deres hjemmeside.
Randi Sørensen og Tom Fuglevig fra hhv. Amager Øst Lokaludvalg og Sundbyernes Handelsforening overrakte på bedømmelseskomiteens vegne prisen til indehaverne Anne Grete Møller og Torben Carlsson.
Komiteen har lagt vægt på at vælge en butiksfacade, der signalerer åbenhed, og som understøtter kommunens bylivsstrategi. Den handler om at give københavnerne lyst til at gå mere, og om at skabe mere liv i byens offentlige rum.
Begrundelsen for valget af Te & Kaffe er, at facaden er nyskabende med de opdelte ruder og salgslugen i vinduet. Stolene udenfor indbyder til ophold og den lille rampe i indgangen gør butikken tilgængelig for alle. Facaden og skiltningen er æstetisk, den udstråler kvalitet og viser overskud. Sidst men ikke mindst harmonerer facaden godt med bygningen som helhed.
Komiteen syntes også godt om retro-antik butikken Affär på Amagerbrogade 102. Affär repræsenterer en ny type butik på Amagerbrogade, som komiteen gerne ser flere af. Det skyldes, at Affär er med til at give gaden den kant, som medlemmerne af komiteen synes, repræsenterer Amager.
Facadeprisen har fået mange positive ord med på vejen fra borgerne, der synes godt om initiativet. Mange håber, at prisen vil få flere af Amagerbrogades butikker til at gøre noget ud af deres facade.
Bedømmelseskomiteen bestod i 2011 af:
Stadsarkitekt Tina Saaby Madsen,
Randi Sørensen, Amager Øst Lokaludvalg
Kim J. Henriksen, Amager Vest Lokaludvalg
Tom Fuglevig, næstformand i Sundbyernes Handelsforening samt Gudrun Christiansen, kasserer i Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.