Stor nysgerrighed om nyt Multiarenaområde
Over 40 interesserede borgere dukkede op til arrangementet, som blev afholdt på Ørestad Gymnasium. Ikke overraskende spillede parkering og trafik en central rolle. Er der parkering nok? Kommer der en metro?
Multiarenaen er estimeret til at afholde 20 store events årligt, hvor der bliver fyldt op med 15.000 tilskuere. I alt vil der blive afholdt 60-100 arrangementer årligt. Langt de fleste vil derfor være mindre begivenheder. Jakob Matzen (arkitekt) og Jens Christian Højgaard (trafikplanlægger), begge fra Københavns Kommune, forklarede, at analyser viser, at ca. en tredjedel af tilskuere til events, som dem, der vil være i Multiarenaen, kører i bil, og at der i gennemsnit er 3 personer i bilen. Med de nye P-pladser plus eksisterende P-pladser i området – især i Fields, vil der derfor være den nødvendige kapacitet. Dertil kommer 3000 cykel P-pladser, og en planlagt ny metrostation. Vejnettet vil også blive udvidet på Hannemanns Alle og Ørestad Boulevard (på en kort strækning). Dels for at understøtte Multiarenaens trafik, men lige så meget for at understøtte den daglige trafik i området, både for biler og cykler.
Også vigtigheden af et godt nærmiljø blev drøftet. Dette har været en generel udfordring i Ørestaden. Derfor var beboere i Ørestaden interesserede i, hvordan et nyt boligområde gøres attraktivt under opførelsen af de forskellige byggerier. Beboerne var glade for, at der skal bygges en ny skole, idrætshaller og et varieret tæt-lav boligområde. Men de foreslog, at der skabes gode, brugbare uderum fra start. Endvidere pegede de på støtteordninger for at skabe et lokalt butiksliv. Endeligt blev miljøet og bæredygtighed berørt, og beboerne foreslog, at der stilles høje krav om bæredygtigt byggeri, hvis København skal opfylde målene om at blive CO2 neutral i 2025.