Skovhjælperne vandt

Amager Vest er fyldt med mennesker, som bruger tid og kræfter på at gøre en forskel. Den indsats vil Amager Vest Lokaludvalg gerne sige tak for.

Derfor har vi indstiftet prisen Skulderklappet, som vi tildeler en person, en forening, en organisation eller offentlig/privat virksomhed, som gør Amager Vest til et bedre sted at bo. Alle borgere i bydelen kan nominere kandidater til prisen, som vi uddeler i december måned.

I år gik prisen på 25.000 kr. til ildsjælen Mads Madsen fra Skovhjælperne i Friluftshuset på Naturcenter Vestamager. Skovhjælperne tilbyder mennesker med funktionsnedsættelse og særlige behov en arbejdsplads med mening og indhold. Samtidig danner aktiviteterne omkring Friluftshuset rammen om unikke oplevelser i det fri for alle københavnere i alle aldre.

”Skovhjælperne nøjes ikke med at tale om mangfoldighed og inklusion. De viser, hvordan det skal gøres”, udtaler André Just Vedgren, næstformand i Amager Vest Lokaludvalg.

”I Skovhjælperne forsøger vi at skabe en socialøkonomisk virksomhed og kan se, at vi gør en forskel for de mennesker, vi har ansat. Det er dejligt, at omgivelserne også anerkender vores arbejde”, siger Mads Madsen, Skovhjælperne ved Friluftshuset på Vestamagers Naturcenter.

Prisen blev overrakt d. 13. december ved Friluftshuset på Vestamagers Naturcenter.