Skærpede støjregler: Mindre støj, men stadig udfordringer

De skærpede støjregler på Islands Brygge har faktisk hjulpet på støjen, men der er stadig udfordringer med affald, tis i baggårde og haver – og så er der stadig støj, om end den er mere spredt. Lokaludvalget har evalueret støjreglerne.

Lokaludvalget har sammen med Islands Brygge Lokalråd, borgergruppen ’Bryggen for alle’ og Dialog Forum for Islands Brygge evalueret de skærpede støjregler for musik og sendt den til forvaltningen.

Skærpede støjregler – også på Islands Brygge

Københavns Kommune indførte i foråret 2021 skærpede ordensregler for brug af forstærket musik, som forbyder forstærket musik fra mandag – fredag, og søn- og helligdage i tidsrummet kl. 20.00 – 07.00 samt natten efter fredag – lørdag i tidsrummet kl. 22.00 – 9.00 på bl.a. Islands Brygge.

Mindre støj

Efter en festlig sommer, hvor Corona næsten havde sluppet sit tag i byen, skal de skærpede ordensregler nu evalueres. Det er lokaludvalgets erfaring, at støjbelastningen er mindsket på Islands Brygge siden indførelsen af de skærpede støjregler.

Lokaludvalget har noteret sig, at politiet er mere synligt, de støjende aktiviteter mere spredt, og at ordensreglerne er ensrettet for både den offentlige og private del af parken.

Stadig tis og affald

Men der er alligevel en række forhold, som fortsat ikke er tilfredsstillende på Islands Brygge – hvilket lokaludvalget ønsker, at Københavns Kommune og politiet i samarbejde med de lokale arbejder på at løse;

Blandt andet har det stadig været svært at få stoppet ”musik til ulempe” på de tidspunkter af døgnet, hvor det ér tilladt at spille musik. Og desværre har politiets større tilstedeværelse ikke nedbragt problemerne med affald og tis i gårde og haver.

Mangler klare aftaler

I evalueringen hæfter lokaludvalget sig også ved, at der mangler offentlig information om tilladte arrangementer i den kommunale del af Havneparken. I grundejerforeningens del af Havneparken fremgår de godkendte arrangementer af foreningens hjemmeside og lignende gennemsigtighed ville kunne lette klager til politiet.

Lokaludvalget efterspørger generelt bedre samarbejde, dialog og koordinering mellem borgere, kommune og politi.