Overdæk Øresundsmotorvejen – Motorvejsstøj medfører stress og søvnløshed

Debatmøde om Øresundsmotorvejen var velbesøgt af beboere fra Tårnby og Ørestad. Undervejs blev forskellige scenarier for en overdækning præsenteret og de samfundsmæssige gevinster debatteret af borgmestre og lokale politikere.
Fotograf
Katarina Berg

Beboere og lokale aktører fra Ørestaden og Tårnby var mødt talstærkt op til debatmøde om Øresundsmotorvejen den 24. februar i Crowne Plaza, Ørestad. Omdrejningspunktet var de sundheds- og samfundsmæssige gevinster ved en overdækning af Øresundsmotorvejen. Mange emner blev berørt i løbet af aftenen: økonomi, støjgener og deres sundhedsskadelige påvirkning, overdækningens omfang, og hvad de nye arealer kan bruges til.

Støjgener dominerede debatten

De sidste 15 år har støjen fra Øresundsmotorvejen været et stigende problem for de omkringboende borgere. Et problem, der ikke mindskes, når den skal udvides med to spor i hver retning som led i Infrastrukturplanen 2035.



Debatmødet blev indledt med at oplæg af lokalborger Safia Ullah, der er én af initiativtagerne til overdækningen. I sit oplæg afspillede hun en række videoer der viste, hvordan støjen på alle tider af døgnet er et problem og hurtigt overstiger de tilladte grænseværdier for jernbanetrafik på 52 dB. Senest har en video fra Safias facebookgruppe (med pt. 427 medlemmer) vist en måling på over 70 dB.



I løbet af mødet understregede flere borgere, hvor generet de er støjen, der blandt andet har ført til stress, usælgelige huse og beboere, der ikke kan holde ud at opholde sig i deres have og altaner.

Udenlandske erfaringer med overdækninger

For at give en fornemmelse for mulighederne og erfaringerne gjort med overdækninger internationalt set, var BIG – Bjarke Ingels Group og URBAN POWER repræsenteret ved henholdsvis Frederik Lyng og Rune Veile. De gennemgik blandt andet den imponerende Rose Kennedy Greenway overdækning i Boston, Massachusettes (ca. 2,4 km til 98 mia. kr.), Olympic Park i Seattle, Washington (ca. 40 km til 557 mio. kr.) og Klyde Warren Park i Dallas, Texas (ca. 365 m til 734 mio. kr.).

Tættere på vores egne breddegrader, blev vi præsenteret for Madrid Rio overdækningen (ca. 43 km til 40 mia. kr.) i Madrid og projektet Hamburger Deckel (ca. 3,5 km til 4,7 mia. kr.) i Hamborg, der forventes færdigt i 2022.

Oplæg fra By & Havn

Der var velvilje fra By & Havns kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen, der ser en overdækning som en oplagt mulighed for flere støj- miljø- og forskønnelsesmæssige fordele. Det er dog et projekt, der pt. står uden en businesscase og derfor må forventes at være mange år undervejs. Han pointerede, at det derudover er vanskeligt for tiden at finde købere til erhvervsfelter i Ørestad, hvis finansieringen skal hvile på salg af byggeretter alene uden offentlige midler.

By og Havn anslog, at tidshorisonten vil være på 2-3 år for et nyt plangrundlag og yderligere 2-3 år for en projektering af opgaven. Dette forudsat, at beslutningen bliver truffet politisk. Han understregede, at det i sidste ende er en politisk beslutning hvad der skal være på overdækningen.

Vejen frem

Aftenen sluttede af med et politikerpanel bestående af Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Ø), samt Mette Reissmann (A) og Jens-Kristian Lütken (V) som repræsentanter for Teknik og Miljøudvalget. Desværre måtte Tårnbys borgmester Allan S. Andersen (A) melde sig syg med corona på dagen.



Den politiske støtte til projektet er stor og der blev vest forståelse for borgernes frustrationer og ønsker. Samtidig blev det understreget, at vi stadig befinder os på et tidligt stadie i en langvarig proces, som med alle store infrastrukturprojekter. Der foreligger ikke pt. en politiks beslutning fra rådhuset, men der er blevet bedt om et notat på prisen på en forundersøgelse.



Derudover skal pengene findes. Ud af Infrastrukturplanens 160 mia. er der kun afsat 3 mia. til støjbekæmpelse, hvor Øresundsmotorvejen blot er ét blandt 9 konkurrerende projekter.



Medio marts skal politikerne på Københavns Rådhus forhandle om finansieringen af forundersøgelsen. Bliver det ikke vedtager i marts, er det muligt at forsøge igen til budgetforhandlingerne i efteråret.