Overborgmester klar på møde om jordtransporter

Overborgmester, Sophie Hæstorp, imødekommer vores og borgernes bekymringer om jordtransporter og lægger op til et samarbejde om at finde en løsning.
Tung trafik på Amager.
Fotograf
Sofie Astrid Jensen

I et fælles initiativ har Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg besluttet at rette en officiel henvendelse til Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget vedrørende den voksende bekymring om tung trafik på øen. Vi ønsker at indlede en dialog med forvaltningen for at tackle problemet med stigende jordtransporter gennem boligområder.

Overborgmester, Sophie Hæstorp, er nu vendt tilbage med et svar til lokaludvalget, hvor hun imødekommer bekymringerne og lægger op til et samarbejde om at finde en løsning. I svaret skriver hun bl.a.:

”Jeg har stor forståelse for, at selv en mindre stigning i antal lastbiler kan føles som en stor ændring, hvis man bor på en lille vej eller hvis det er ens børns vej til skole. Jeg er derfor helt enig i, at vi skal have styr på, hvor vi vil have den tunge trafik på Amager, og hvor vi ikke vil. Jeg er derfor også glad for, at vi i Budget 24, efter ønske fra jer, besluttede at igangsætte arbejdet med en trafikplan for Amager. I denne skal der blandt andet udarbejdes løsninger for håndteringen af jordtransporter til Lynetteholm, og arbejdet vil ske i dialog med jer.”

Overborgmesteren vil invitere til et møde mellem hendes forvaltning og lokaludvalget meget snart.

Positiv reaktion fra andre politikere

Baggrunden for vores henvendelse er en betydelig stigning i tung trafik, især fra jordtransporter, der skal deponere store mængder jord til en række større anlægsprojekter bl.a. Lynetteholmen. Denne udvikling har ført til gentagne bekymringer fra lokale borgere, grundejerforeninger og boligforeningsbestyrelser. Stigende farlige situationer i områder med bløde trafikanter og børn har været et særligt anliggende.

Line Barfod, Teknik- og Miljøborgmester, har også reageret positivt på vores henvendelse i en artikel på  dr.dk:

”Vi skal have en dialog med lokaludvalgene og med transportfirmaet om, hvordan vi sikrer, at det generer borgerne mindst muligt. Jeg er meget indstillet på, at det koster nogle penge at sikre, at skolebørnene har en sikker vej til skole,” siger hun.

Og SF’s gruppeformand, Klaus Mygind, er enig: ”Vi skal finde den bedste løsning, som gavner alle. Det sker jo også i erkendelse af, at her er et problem, og det er en ulempe for borgerne,” fortæller han i en artikel på dr.dk.

Amager Vest Lokaludvalg er meget glade for, at politikerne i Borgerrepræsentationen kigger på sagen. Med henvendelsen anmoder begge lokaludvalg om etableringen af et samarbejde med forvaltningen om udpegning af nye ruter for jordtransporter. 

Ifølge By & Havn er der samlet set 200 lastbilture frem og tilbage over Amager i forbindelse med byggeriet af Lynetteholm på nuværende tidspunkt. I løbet af de næste år vil det stige til op mod 700.

Vi håber på, at den kommende dialog fører til, at vi sammen finder en løsning, der øger trygheden og trafiksikkerheden på Amager.

 

Læs hele vores henvendelse samt overborgmesterens svar herunder.