Nye beboere efterspørger især bedre busforbindelser

Lidt over 50 borgere mødte op til Lokaludvalgets borgermøde torsdag den 13. oktober.

Formålet med mødet var, at få hørt fra især de nye Brygge-boere i den sydlige del af Islands Brygge om deres daglige udfordringer med den kollektive trafik samt andre og mere specifikke trafikale problemer i området. Lokaludvalget har siden i sommers  modtaget en del henvendelser fra bekymrede og frustrerede nye tilflyttere om især den manglende busbetjening. Størstedelen af de fremmødte var også enige om, at bus 250 S i dag ikke har en rute, der er tilpasset områdets behov grundet den store tilflytning.

For borgerne på mødet vil problemet være løst ved, at 250 S får et stoppested ved Rundholtsvej i stedet for at have endestop ved Kigkurren som i dag, og at bussen stopper ved skolen og metrostationen i stedet for kun at tilgodese de få ældre borgere i ældreboligerne i Leifsgade. Der blev forslået, at der i stedet kører mindre busser forbi Leifsgade.

Usikkert kryd



Et andet stort emne, der tydeligt berørte mange at de nye beboere i den sydlige del af Bryggen, er en sikker løsning i krydset Artillerivej/Rundholtsvej for bilister og særligt cyklister og fodgængere. Borgerne fortalte, at der hver dag er problemer og at det kan være umuligt at krydse Artillerivej som blød trafikant. Der kom flere forslag til en løsning både en rundkørsel, traditionel lysregulering eller en Smart city løsning med intelligent lysregulering. En rundkørsel ville kunne være med til at løse problemet med en forlængelse af bus 250 S til Rundholtsvej, da modargumentet for en ændring har været, at der ved Rundholtsvej ikke er plads til at bussen vil kunne vende.

Havnebus



Også havnebussen og dens rute samt frekvens fik et par ord med på vejen. Set i lyset af at borgerne oplever, at være afskåret fra resten af byen, er der blevet kigget langt efter et havnestoppested tættere på Havnevigen og flere har forestillet sig at en nyt anløb til havnebussen kunne være med til at løse problemet med en manglende kollektive trafik i området. Dog understregede Gert Højbjerg Mortensen fra Økonomiforvaltningen, at dette er urealistisk da, det både ville have store økonomiske og ruteplansmæssige konsekvenser, idet havnebussen allerede i dag med dens få stop ikke har kunnet overholde tidsplanen.

Lokaludvalget takker for det store fremmøde og de mange input. Lokaludvalget tager jeres input med videre i det kommende høringssvar til Trafikplan 16 og i udarbejdelsen af den nye bydelsplan.