Ny handicappolitik og gæstelicenser i tidsbegrænsede parkeringszoner
Handicappolitik 2023-2026
Københavns Kommunes handicappolitik for perioden 2018-2022 udløber ved årsskiftet, og lokaludvalget er nu klar med vores høringssvar på det første forslag til den nye handicappolitik.
Socialforvaltningen har i samarbejde med de øvrige forvaltninger udarbejdet et forslag til en handicappolitik for Københavns Kommune gældende for perioden 2023-2026. Udkastet indeholder målsætninger på alle kommunens forvaltningsområder.
Du kan læse udkastet her.
Udkastet indeholder følgende seks målsætninger:
1. Mere tillid mellem borgere med handicap og kommunen
2. Lettere adgang til hjælp
3. Københavns Kommune vil arbejde med universelt design, så byen bliver mere tilgængelig for flere
4. Børn og unge med handicap lærer og trives bedre i dagtilbud, fritidstilbud og skole
5. Flere skal have adgang til beskæftigelse og uddannelse – Københavns Kommune vil føre an som det gode eksempel
6. Hverdagsliv med livskvalitet
Læs vores svar herunder, hvor vi kommenterer på de seks målsætninger. Du finder det fulde høringssvar i bunden af artiklen.
Høringssvar
Amager Vest Lokaludvalg takker Socialforvaltningen for muligheden for at give høringssvar vedr. udkastet Handicappolitik 2023-2026.
Positivt med konkrete forslag
Lokaludvalget finder det positivt at udkastet indeholder mere konkrete forslag og flere målbare områder end den tidligere handicappolitik.
Målingsredskaber
Lokaludvalget ser det som en markant forbedring, at forvaltningen lægger op til, at der skal kunne laves opfølgning på hvordan indsatsen går med de 6 forskellige målsætninger. Dette viser, at forvaltningen har været lydhør over for kritikken af den tidligere handicappolitik, navnlig på manglen af målingsredskaber.
Lokaludvalgets bemærkninger til de seks principper
1. Tillid er nøgleordet for en god oplevelse
Det kan ikke skrives ofte nok, at tilliden mellem borger og sagsbehandler er nøgleordet for en god oplevelse i kommunen. I det nye udkast nævnes der, at man arbejder på at give sagsbehandleren større rum til at handle, uden først at skulle involvere et visitationsudvalg, hvilket der kun kan bakkes op om. Tiltagene på området om at indføre en Kvikservice for borgere med handicap på Hans Knudsens Plads, er et godt tiltag, som man kan videreudvikle på og måske overveje at indføre andre steder i Borgercenter Handicap og kommunens andre forvaltninger.
2. Tilgængelighedsanalyse af alt offentligt nyt byggeri
Kommunen har aldrig været så påvirket af anlægsarbejder, byggeri m.v. som netop i disse tider med nye afspærringer, stilladser, store entreprenørmaskiner m.v. over alt og nye kommer til hver dag. Dette gør, at synshandicappede, der er vant til en rute til deres bus/tog/metro/indkøb, kan blive så bange for at gå ud, at hjemmet ender med at blive et fængsel for dem i stedet.
Sporadiske barrierer, ikke afskærmede udgravninger, det at skulle bevæge sig ud på kørebanen for at komme forbi sligt, alt dette er angstprovokerende og farligt for personer, som uden synets brug eller med meget nedsat syn skal bevæge sig udenfor sin sikre bolig. F.eks. skiltet der henviser fodgængere til modsatte fortove ved vejarbejde. Skiltet giver ingen mening for en synshandicappet. Der bør være en indskærpelse af sikkerhedsregler og en person, som ved sådant byggeri kan bistå med at komme udenom disse farlige situationer.
Før sådant byggeri iværksættes, bør der laves omhyggelige planer for borgernes /fodgængernes sikkerhed i området. Alt offentligt nyt byggeri bør grundigt analyseres for universel tilgængelighed, løsninger, som både tilgodeser borgere med en funktionsnedsættelse, synshandicappede og andre. Kommunens egne Tilgængelighedsrevisorer bør inddrages i Byplanlægningen, og der bør i samarbejde med borgerne foretages et grundige tilgængelighedstjek, således at resultatet fra projektering til udførelse er valideret som opfyldende tilgængelighed for alle berørte grupper efter princippet om universelt design, samt BR2018.
Erfaringerne viser desværre, at dette ikke gøres, og at man mange gange ender op med uheldige resultater som det koster dyrt at lave tilgængeligt efter BR2018 igen. Vi glæder os til at se, hvordan KK vil leve op til universelt design.
Vedr. lydfyr må det bare konstateres at der nedlægges flere og flere pga naboklager. Lydfyr er essentielle for synshandicappede for at kunne krydse gader og veje sikkert og trygt, og man bør derfor gøre en større indsats på dette område.
Den tilkendte hjemmehjælp er ret begrænset, og som synshandicappet kan det være meget vanskeligt at håndtere det huslige, gøre rent, vaske tøj, tilberede mad udover det mest simple.
3. Digitalisering udfordrer tilgængeligheden
Universelt design bør også gælde på det digitale område. Danmark digitaliseres i rivende udvikling fra måned til måned, og er man synshandicappet, kognitivt handicappet eller autist, som skal finde tilbud, information, udfylde ansøgninger eller andet, så henvises man til stadighed til at gå på nettet, hvor man på kk.dk skulle kunne finde det hele. Der er den obligatoriske tilgængelighedsdeklaration i bunden af hjemmesiden, men den hjælper ikke brugeren, som må konstatere, at EU's regler om tilgængelige hjemmesider og apps ikke er slået igennem i f.eks. København. Hverken links, søgefunktionaliteter eller design af formularer og skemaer tilgodeser synshandicappedes behov. Ej heller tilgængeligheden – som skulle opfølge WCAG v. 2,1 niveau AA (jf. EN 301549) eller brugervenligheden (UX) er på et niveau, så borgere med et synshandicap har en mulighed for at navigere, søge, ansøge eller andet digitalt.
I oktober 2021 erklærede kommunens økonomiforvaltning, blandt andet på forespørgsel af kandidater til BR, at man nu havde fået en fuld tilgængelig hjemmeside i KK.dk. Det har vist sig at være modsat, og at hjemmesiden med undersites aldrig har været mere utilgængelig. Dette gøres endnu mere besværligt for den synshandicappedes muligheder for selvstændigt at færdes på kommunens hjemmeside, og telefonisk er der kun betjeningstid mellem kl. 8-16, så der begrænses man.
4. Børn med handicap skal mødes af kompetente personer
For at børn, med et handicap i kommunen, kan få et godt liv, trygt og med positivt udfald, skal de mødes af kompetente personer, som kan sikre børnene følgende:
• at de kan få tilgang/adgang til de rette hjælpemidler
• at de kan møde og netværke med andre børn med et handicap for at styrke deres identitet
• at forældrene til disse børn kan inviteres i et netværk med andre forældre, så der kan udveksles erfaringer og skabes en basis for kompetenceudvikling
• at Servicelovens § 45 om bevilling af ledsagelse til børn med et handicap i alderen 12-18 år skal bringes i spil for at sikre, at børnene oplever verden og med jævnaldrende kan ledsages ud til begivenheder og ikke isoleres i et hjem, hvor de henvises til isolation og manglende samvær og udvikling med jævnaldrende
• at der skal sikres støtte i skolen og dag- og fritidstilbud, således at børn og unge med et handicap kan ”komme ud” og udvikle sociale og almene færdigheder, som er et fundament for fortsat udvikling til lykkelige og produktive borgere.
5. Retten til at kunne arbejde på et passende niveau
Udgangspunktet bør være, at handicappede kan bidrage produktivt og eventuelt efter en overgangs- tilpasnings- og oplæringsperiode på et passende niveau. Derved bliver disse personer med et handicap et aktiv for kommunen og for samfundet. De vil i mindre grad blot være passive modtagere af sociale ydelser, som trækker på kommunens forskellige kasser, samt blive eksponent for andre forhold, som kan kræve en indsats, f.eks. psykiske foranstaltninger, sociale udfordringer m.v. Det er desuden positivt og relevant, at man vil sikre øget brug af handicapkompenserende ordninger. Det er vigtigt, at udgangspunktet er, at handicappede borgere efter en første prøve- og indlæringsperiode, vil kunne yde en brugbar og jævnbyrdig indsats med andre medborgere og altså ikke skal stemples på forhånd som lavproduktive.
6. Livskvalitet og adgang til sociale fællesskaber
Det at kunne deltage i sociale fællesskaber er ekstremt vigtigt for alle med et handicap og uden et handicap, men det forudsætter, at f.eks. personer med et handicap kan få adgang til disse fællesskaber, hvad enten der er tale om fællesspisning, klubvirksomhed, fritidsaktiviteter, aftenskoleundervisning eller noget andet. Såvel transport til og fra sådanne aktiviteter som adgang til ledsagelse, rette tilrettevisning og eventuelt materialer i tilgængeligt format, er forudsætninger for at kunne deltage meningsfuldt i kulturelle og fritidsaktiviteter, som kan bringe personer ud af deres isolation. De senere års opmærksomhed på at skære i handicappedes adgang til en BPA-ordning eller ledsagerordning er ikke aftaget, og mange oplever derfor at blive fanget i eget hjem uden mulighed for at kunne være social, og så bliver hjemmet deres fængsel.
På bostedstilbudene oplever beboerne, at de bliver afskåret fra at kunne deltage i normale aktiviteter som alle andre, da de ofte oplever, at de ikke kan få bevilliget ledsager til de aktiviteter, de ønsker ud fra et ressource- og økonomisk perspektiv. Dette bør ikke være årsagen til, at beboerne ikke kan deltage i aktiviteter de ønsker. Det bør være en ret, at en borger på et bostedstilbud ikke kan tvangsflyttes af økonomiske årsager, og at hvis det er nødvendigt at flytte borgeren, så skal borgeren tilbydes samme boligtype/form til samme pris igen.
Gæstelicenser i tidsbegrænsede parkeringszoner
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et forslag til kommende gæstelicenser i tidsbegrænsede parkeringszoner i høring hos Amager Vest Lokaludvalg.
Kommunen har nemlig besluttet, at der skal indføres nye tidsbegrænsede parkeringszoner i store dele af København - bl.a. i området mellem Brydes Allé og Amagerbrogade.
Forslaget til den kommende Gæstelicens vil være gældende for alle (eksisterende og kommende) tidsbegrænsede parkeringszoner og forventes at træde i kraft i 2023.
Forslaget til gæstelicenser indebærer blandt andet:
- Beboere med adresse inden for den tidsbegrænsede zone kan ansøge om gæstelicens.
- Der udstedes et ubegrænset antal gæstelicenser til alle beboer over 15 år med adresse indenfor zonen.
- Licensen er gratis og undtager gæsteparkeringer fra tidsbegrænsningen.
- Gæstelicensen vil gælde 3 kalenderdage.
Amager Vest Lokaludvalg bakker om om gæstelicenserne, men opfordrer til, at ordeningen justeres efter to år. Her er vores var til forvaltningen:
"Lokaludvalget bakker op om forslaget til gæstelicenser. Men da den foreslåede ordning tillader et ubegrænset antal gæstelicenser, anbefaler vi, at der afsættes midler til evaluering af ordningen efter 2 år med henblik på at vurdere om ordningen skal justeres."