Mere liv i Ørestad
Her pointerede hun også, at området kan bryste sig af arkitektur i verdensklasse, bæredygtighed og Københavns bedste parkourbane på Plug N Play, som hun i øvrigt selv har besøgt mange gange sammen med sin søn.
65-70 amagerkanere trodsede kulden for at møde op. Og havde bestemt ikke glemt spørgelysten derhjemme. Alt fra cykelparkering og fælleshaver til fremkommelighed for synshandicappede blev vendt og drejet.
Løsningen er at tænke kreativt og eksperimentere, mener Tina Saaby Madsen og fokuserede især på ét område. Mere liv. Vi skal ikke blot bygge nye bygninger, men også medtænke rummet og livet omkring. Ørestad mangler bl.a. varme, sydvendte mure og steder, hvor vi får lyst til at sætte os og kigge på mennesker.
Derfor er det vigtigt skabe kontrast til de store vidder og voldsomme bygninger ved at bruge den lille målestok, som skaber nærvær og stemning.
Træboderne, der har været opstillet i Sivegaden, og planteposerne med stauder og blomster er eksempler på gode initiativer, som går ned i skala og skaber liv mellem bygningerne.
Amager Vest Lokaludvalg deler denne holdning:
”Vi har brug for at tage brodden af de store afstande og høje huse”, siger formand Lars Rimfalk Jensen.
”Fx med små boder, terrasser, forhøjninger i landskabet eller lignende. Stadsarkitektens visioner lyder spændende, og jeg ser frem til at følge hendes arbejde, når hun sammen med borgerne vil arbejde for et Ørestad med liv både inde og ude.”
“I øvrigt synes lokaludvalget, det kunne være spændende at tænke Plug N Play ind som en permanent del af Ørestad. Derfor glæder det os meget, at Tina Saaby Madsen fremhæver netop denne attraktion som vigtig for bydelen.”
Foredraget med stadsarkitekten blev afholdt på IT-Universitetet mandag den 21. februar som et samarbejde mellem Ørestad Kulturforum og Amager Vest Lokaludvalg.