Kom til Amagers første Klima- og demokratifestival
Klima-og demokratifestivalen er den første af sin slags på Amager og ambitionsniveauet er højt. Udover festlige aktiviteter og lærerige workshops er der klimapolitisk debat & speeddating med håbefulde folketingskandidater i BETA, oplæg om alternativer til det industrielle landbrug fra NOAH, samt Filmvisning og EU-klimadebat med Det Økologiske Råd.
Lokal opbakning
De frivillige arrangører bag Amager Klima- og Demokratifestival er glade for at opleve den kæmpe opbakning fra øens mange handelsfolk, foreninger og græsrødder, som kommer på dagen for at fremvise deres klimavenlige aktiviteter og produkter.
Medarrangør Rasmus Steenberger udtaler
”Det er vigtigt for os, at påpege værdien af at handle lokalt. Transportafstande betyder meget for CO2-udledningen, særligt i en tid hvor pakkepost fra Kina er i kæmpe vækst. Den foregår nemlig med fly, som er en stor og stigende bidragsyder til global opvarmning.”
Der kommer blandt andet boder fra WeFood og Naturtørst på Amagerbrogade, Elektronikværkstedet på Prags Boulevard, Øens Spisested ved Prismen, Planteslagterne, BRØL, Max Honning, Amager Æblemosteri, TagTomat og mange flere.
Og så kommer Repair Café Danmark og Elektronikværkstedet og hjælper alle interesserede med at reparere elektronik og tøj, som er gået i stykker eller trænger til en kærlig hånd. Og man kan sy stofposer af genbrugsstof sammen med Plastikpose-frit Amager.
Klima – privat og politisk
Festivalen sætter fokus på, hvordan de demokratiske institutioner på forskellige niveauer – fra lokalt til globalt – har betydning for vores klimapolitik, og hvordan vi både hver især og igennem vores demokratiske fællesskaber kan gøre en forskel for klima og miljø.
”Amager klima- og demokratifestival afholdes som en form for folkemøde, hvor både lokale og globale klimaindsatser hyldes. Vi håber at blive klogere på, hvad vi selv kan gøre – men også sætte fokus på, hvem der kan gøre hvad politisk. Altså vil vi både anvise konkrete handlemuligheder og forhåbentlig give en større forståelse for, hvordan vores demokrati er skruet sammen ”, siger Rikke Lauritsen, som er en af initiativtagerne til festivalen.