Hvis Havnetunnelen kommer skal Fælleden bevares

De konservatives spidskandidat til kommunalvalget 19. november 2013 i København, Jakob Næsager, lovede til lokaludvalgets politiske debatmøde om havnetunnelen d. 25. september, at de konservative ikke ønsker at bygge på fredet jord.

Dette har størst betydning for den foreslåede afkørsel midt på Fælleden til og fra Artillerivej. Dette er gode nyheder for lokaludvalget, der ønsker at bevare mest muligt af Amager Fælled.

Debatten blev afholdt i Peder Lykke Skolens auditorium og emnet havde både stærke fortalere og modstandere blandt panelets 6 politikere, 2 trafikeksperter og blandt publikum. Debatten blev kyndigt styret af Jesper Nordahl fra Amager Kulturpunkt.

Da debatten var afsluttet gik alle derfra lidt klogere på havnetunnelen, de politiske argumenter og de lokale holdninger for og imod en tunnel. Og dermed har lokaludvalget opfyldt sin intention om at oplyse og skabe debat om havnetunnelen.