Hvem skal have Facadeprisen?
De to lokaludvalg oprettede i 2010 prisen som et led i arbejdet med at gøre Amagerbrogade til en levende og aktiv handelsgade. Prisen skaber positiv opmærksomhed omkring erhvervsdrivende, der gennem facadeskiltning og -udsmykning er med til at berige Amagerbrogade og bidrage til livet i gaden.
Hvilken facade er flottest?
Frem til den 20. oktober 2014 kan borgere på Amager foreslå en butiksfacade på Amagerbrogade, som de synes bedst har fortjent prisen. En bedømmelseskomité, bestående af Københavns Stadsarkitekt Tina Saaby Madsen, Jakob Lange fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse, Tom Fuglevig fra Ama’r Butikkerne, Jørgen Melskens fra Amager Vest Lokaludvalg og Randi Sørensen fra Amager Øst Lokaludvalg, vil derefter vælge vinderen af ’Årets Butiksfacade’.
Send dit forslag med begrundelse, samt butikkens navn og husnummer til info@aoelu.dk eller skriv det i kommentarfeltet på Amager Øst Lokaludvalgs hjemmeside senest den 20. oktober 2014.
Tidligere års prismodtagere er:
2010: Kvart Over, Amagerbrogade 61
2011: Te og Kaffe, Amagerbrogade 78
2012: Copenhagen Comfort Beds, Amagerbrogade 30
2013: Smukt Brugt, Amagerbrogade 201
Hjælp til facaden
Københavns Kommune har lavet en vejledning, der giver overblik over hvilke krav og hensyn der gælder i forbindelse med opsætning af skilte, markiser og facadebelysning på Amagerbrogade. Bl.a. skal man kunne se ind i butikken og skiltningen skal passe til den enkelte bygning. Hvis en facade skal ændres, skal man søge tilladelse hos Københavns Erhvervsservice.