Høringssvar på Kommuneplan 2024
Lokaludvalget har udarbejdet 11 konkrete forslag for at sikre en bedre sammenhæng mellem de politiske visioner for byens udvikling og indholdet i kommuneplanen – se vedlagte bilag 1. Lokaludvalget bemærker, at forvaltningen inden den offentlige høring vil undersøge, hvordan de nye muligheder i Planloven kan indarbejdes i kommuneplanen, og håber, at forvaltningen vil finde inspiration i Lokaludvalgets ændringsforslag.
Hvad med befolkningsprognosen?
Amager Vest Lokaludvalg undrer sig over, at Økonomiforvaltningen ikke benytter de nyeste tal fra Danmarks Statistik som grundlag for byplanlægningen. I Kommuneplan2024 står det, at befolkningen vil vokse med ca. 59.000 mennesker i 2036, hvilket kræver opførelsen af 40.000 boliger. Danmarks Statistiks seneste prognose viser dog en stigning på kun 29.010 indbyggere i 2036. Derfor anbefaler Lokaludvalget, at Københavns Kommune nedjusterer prognosen og tilpasser byplanlægningen.
Fokus på trafik, biodiversitet og inklusion
Trafikafviklingen er et andet bekymringspunkt, især på Vejlands Allé, hvor skolebørn skal krydse, samtidig med at der opføres flere boliger og institutioner i området.
Lokaludvalget har også fokus på bynatur og biodiversitet, som er en vigtig dagsorden for københavnerne. På trods af den politiske og folkelige efterspørgsel efter mere bynatur indeholder kommuneplanen desværre ikke nye konkrete initiativer til at understøtte den grønne dagsorden. Lokaludvalget mener, at dette bør skærpes, især med de nye muligheder i Planloven fra 2023.
Endelig ønsker Lokaludvalget et særligt fokus på inklusion og lige adgang for alle. De foreslår at tilføje et kapitel om dette i Kommuneplan 2024 for at sikre bedre forhold for borgere med handicap – se bilag 2 for detaljerede forslag.
Du kan dykke ned i hele vores svar herunder.