Høringssvar på indledende høring ifm. ny lokalplan for Ørestad Syd

Der skal laves en ny lokalplan for Ørestad Syd, som understøtter publikumsorienteret serviceerherv i stueetagerne, der skal sikre mere byliv i bydelen. Lokaludvalget har nu givet vores svar på den indledende høringsfase.
Billede
ørestad syd
Ørestad Syd.
Fotograf
Jakob Korshøj

Teknik- og Miljøudvalget har den 16. august 2021 besluttet, at der skal udarbejdes et nyt lokalplantillæg for Ørestad Syd, som understøtter publikumsorienteret serviceerhverv. Efterfølgende har By & Havn anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag for Ørestad Syd. By & Havn vil her gerne ændre anvendelsen af arealet langs Ørestads Boulevard fra primært erhverv til primært boliger i alt ca. 63.000 m2.

Forslaget til lokalplanstillægget indholder et nyt planforslag for Ørestad Syd, og Amager Vest Lokaludvalg har fået mulighed for at komme med vores bemærkninger i denne indledende høringsfase. Lokaludvalget har, inden vi udarbejdede vores svar, været på en gåtur med Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn samt en gruppe borgere, hvor vi drøftede det kommende kulturhus Byens Hus samt det manglende byliv langs Asger Jorns Allé og Ørestad Boulevard.

I vores høringssvar gør vi forvaltningen og opmærksom på, at der er et stort lokalt ønske om mere by- og butiksliv i Ørestad Syd. 

Borgerne i bydelen ser meget frem til etableringen og muligheden for at bruge det kommende Byens Hus – især til fysiske aktiviteter. Især i vinterperioden, da de idrætsfaciliteter, der etableres ved metroen, er målrettet udendørs aktiviteter og derfor sandsynligvis vil være mest anvendelig i sommerperioden.



Men borgerne oplever, at det er svært at få indflydelse på indretningen af Byens Hus, fordi indflydelsen er forbeholdt ejerkredsen. Og da mange af boligerne i Ørestad Syd er ejet af udenlandske kapitalfonde, er mulighederne for demokratisk indflydelse desværre begrænset.



Vi ønsker i vores svar at gøre politikerne i Københavns Kommune og By & Havn opmærksomme på, at det ikke er ligegyldigt for den lokale sammenhængskraft og demokratiske kultur, hvem By & Havn sælger sine byggegrunde til. Vi ønsker, at By & Havn fremover tager højde for dette ved salg af nye byggegrunde og ved organisering af beslutningsstrukturer ved nybyggeri.

Manglende byliv

Vedr. Asger Jorns Allé ønsker vi, at gaden skal udvikle sig til et egentligt handelsstrøg, som i den oprindelige lokalplan. Bylivet er dødt pga. manglende butikker, cafeer, restauranter og barer. Det samme gælder de ledige grunde på Ørestad Boulevard. Om muligt ønsker vi, at lokalplanen giver mulighed for at omgøre nogen af alle de tomme stuelejlig-heder til eksempelvis mikroerhverv.

Vi opfordrer derfor til, at Teknik- og Miljøforvaltningen inddrager interessante og interesserede erhvervsdrivende i den kommende borgerinddragelse omkring lokalplanen.

Endelig ønsker vi, at der lokalplanlægges for flere buske, træer og andet grønt i bydelen.

Du kan læse hele den indledende høring samt lokaludvalgets svar i bunden af artiklen.

Forvaltningerne forventer, at der vil kunne fremlægges en startredegørelse af forslaget til lokalplanstillægget til politisk behandling i første kvartal af 2023.

Indledende høring samt høringssvar vedr. lokalplanstillæg til Ørestad Syd