Godkendelse af Bydelsplan
OPDATERING: Bydelsplanen har nu også været på Borgerrepræsentationens seneste møde, hvor den blev mødt med positive reaktioner. Det er vi glade for.
Læs Bydelsplanen 2022-2026 her.
Godkendelse af Bydelsplan 2022-2026
Så kom dagen, hvor Amager Vest Lokaludvalg skulle godkende vores bydelsplan endeligt, og det er nu sket. Vores bydelsplan kommer bredt rundt om temaer som socialområdet, børn & unge, biodiversitet, trafik og kultur. Vi glæder os til at føre visionerne ud i livet.
Bydelsplanen er en 4-årig visionsplan for vores arbejde, og du kan læse den her.
Bydelsplanen 2022-2026 blev i april godkendt af Repræsentantskabet - foreninger fra hele bydelen - og skal godkendes af Borgerrepræsentationen til juni. Herefter vil vi være klar til at præsentere den for jer endeligt!
Høringssvar på vej
Vi besluttede også at sende en håndfuld høringssvar afsted. Blandt andet vores input til kommunens nye Kommuneplanstrategi, hvor vi ønsker at sætte vores aftryk. Det kan du læse meget mere om her.
Vi har også sendt vores svar på kommunens nye Integrations- og medborgerskabspolitik 2023-2026, hvor vi bl.a. retter alvorlig kritik mod udkastets definition af problemfeltet som "ikke-vestlige" indvandrere, da det udgrænser en særlig gruppe mennesker i henhold til deres kulturbaggrund.
Du finder hele vores høringssvar i bunden af artiklen.
Og så har vi også kommenteret på en ny udviklingsplan for Kalvebod Miljøcenter, som du kan læse mere om her.
Flere annoncer i lokalaviserne
Vi har også besluttet at forlænge vores annonce-aftaler med lokalaviserne Bryggebladet og Ørestad Avis. Hver måned udkommer vi med en side i aviserne, der fortæller om vores arbejde i bydelen, samt hvordan du som borger kan være med. Det ønsker vi at fortsætte med, ligesom vi fortsat ønsker at støtte vores lokale medier.
Vi har desuden flere arrangementer på vej; bl.a. skal vi afholde et møde med Metroselskabet, GFS og Teknik- og Miljøforvaltningen senere i maj, hvor vi skal blive klogere på, hvordan vi kan få indrettet og udsmykket arealerne under metrobanen på en mere indbydende måde. Følg med her på vores side - så går du ikke glip af noget!