Flere offentlige toiletter i Amager Vest
Amager Vest er velsignet med fede offentlige områder og naturarealer, der tiltrækker mennesker fra nær og fjern. Men er der nok steder i bydelen, hvor beboere og besøgende kan forrette deres nødtørft, lovligt og uden at det generer andre?
Politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg skal i foråret 2022 tage stilling til en liste med forslag til placeringer af nye offentlige toiletter i København. Amager Vest Lokaludvalg har tilbudt at hjælpe med at få inputs til behovet i bydelen – og har fået lavet et kort, hvor du kan markere dine ønskeplaceringer til offentlige toiletter og komme med begrundelser for behovet.
Begrund behovet
På baggrund af de tilbagemeldinger og begrundelser vi får, prioriterer vi de vigtigste placeringer ud fra forskellige afvejninger, såsom hvor mange der kan forventes at bruge det og hvor langt der er til allerede eksisterende offentlige toiletter.
Listen vil være udgangspunkt for en politisk drøftelse af, hvor i byen der er ønske om og behov for bedre adgang til offentlige toiletter. Men der er endnu ikke taget en endelig beslutning om oprettelse af nye toiletter, så vi kan ikke garantere, at der kommer nye toiletter i alle bydele. Derfor er det vigtigt, at du begrunder nødvendigheden/behovet for placeringen, når du udpeger forslag til placeringer.
København har i alt 146 offentlige toiletter i byens parker, kirkegårde, bemandede legepladser og på gaderne. Du kan se mere information om, hvor de er placeret og om de er bemandet og/eller har handicapadgang på www.kk.dk/toiletter .
Det er muligt at komme med input til undersøgelsen fra 12. til 20. januar 2022