Fælles brug af fælledsti

296 kommentarer på Facebook og 9 e-mails fra lokale beboere og brugere belyser trafikproblemerne på Kalvebod Fælled Sti – men viser også, at vi er interesserede i løsninger, så alle kan nyde naturen.

Lige før påske spurgte vi beboerne i Amager Vest om de oplevede problemer med brugen af Kalvebod Fælled Sti, en asfalteret gang- og cykelsti, der løber lige syd for Ørestad, fra Otto Baches Allé og tværs over Kalvebod Fælled til motorvejsbroen.

Stien bruges af cykelpendlere, børn og voksne på rulleskøjter, motionscyklister, familier med barnevogne, hundeluftere, racercyklister, løbere, gående, mfl.

Konstruktive og konkrete kommentarer på Facebook

Flere end 296 kommentarer på opslaget på Facebook og 9 e-mails tydeliggjorde, at uklare retningslinjer for brug af stien resulterer i utrygge, usikre og til tider decideret farlige situationer for børn og voksne.

Størstedelen af kommentarerne var dog også enormt konstruktive med konkrete forslag til, hvordan børn, voksne, motionister, pendlere og naturnydere kan bruge stien sammen uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Tre forslag til løsninger

På baggrund af jeres beskrivelser af problemet og løsningsforslagene, har vi sammen med Grundejerforening Ørestad Syd skrevet et brev til Naturstyrelsen og Københavns Teknik- og Miljøborgmester. I brevet forklarer vi problemets omfang og kommer med tre konkrete forslag til løsninger:

  1. Stiens trafikale status skal ændres, så bløde trafikanter prioriteres, fremfor hurtigt kørende motions- og pendlercyklister.

     
  2. De hurtige racer- og motionscyklister bør få en særskilt ind- og udkørsel via Golfbanen, Ugandavej og Frieslandsvej.

     
  3. En eventuel udvidelse af stien kan undersøges, uden at det må komme i konflikt med fredning og afvandingskanaler.

Vi håber, at myndighederne vil arbejde på gode løsninger, der tager hensyn til mennesker, miljø og dyreliv.

Tak til alle, der har taget sig tid til at belyse problemet og komme med konstruktive løsninger, hvor der bliver taget hensyn til alle brugere af stien.

Læs vores brev til Naturstyrelsen og Teknik- og Miljøborgmesteren

Læs de konstruktive svar på vores Facebook-opslag