Det lokale miljøarbejde

Amager Vest Lokaludvalg bevilger hvert år penge til Miljøpunkt Amager, der står for det lokale miljøarbejde – fra dialog med bydelens beboere om bæredygtige tiltag til samarbejde med lokale virksomheder og organisationer om miljø, klima og biodiversitet.

På Amager har lokaludvalgene i Amager Vest og Amager Øst valgt at give den lokale miljøopgave til Miljøpunkt Amager. Miljøpunkt Amager er en selvejende fond med egen bestyrelse, som er finansieret med driftsmidler fra Amager Øst Lokaludvalg og Amager Vest Lokaludvalg.

Formålet med den lokale miljøopgave

Miljøpunkt Amager støtter og udvikler det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere borgere og erhvervsliv til at deltage i helhedsorienterede miljøprojekter, der indtænker det sociale miljø, kultur, økonomi og integration. Miljøpunktet skal skabe dialog mellem borgere, erhvervsliv og virksomhederne om miljøspørgsmål og kommunens miljøpolitik og herigennem medvirke til at udvikle det lokale miljødemokrati.

Det konkrete miljøarbejde

I praksis er det for eksempel aktiviteter som et elektronikværksted, hvor du kan reparere din elektronik i stedet for at smide ud og købe nyt. Eller projektet Thrive Zone Amager, hvor miljøpunktet undersøger, om man kan indrette indbydende byrum, der samtidigt skærmer mod luftforurening.

Miljøpunktet har også været tovholder på Amagers første klima- og demokratifestival, der indtil videre er blevet afholdt i 2019 og 2021. Gennem udflugter, aktiviteter og debatter, podcasts og video, stiller festivalen skarpt på lokale og globale udfordringer indenfor klima, miljø og (nær)demokrati.

Næste års lokale miljøarbejde byder blandt meget andet på faglige oplæg om grønne løsninger i gården, på facaden, på taget eller den fælles vej. Affaldsindsamling for borgerne eller cykelpitstop for at få flere til at tage cyklen. Følg med i Miljøpunkt Amagers arbejde

Fra Agenda 21 til Miljøpunkt Amager

​Det lokale miljøarbejde udspringer af Agenda 21, FN’s 300 siders plan for bæredygtig udvikling i det 21 århundrede. Da planen blev lanceret i 1992, var der blandt andet fokus på, hvordan vores levevis påvirker miljø og klima – og hvordan den kan gøres mere bæredygtig. Derfor kom det lokale miljøarbejde til at spille en afgørende rolle for, hvordan målene bliver nået.