Budget 2025 er på plads!

Aftalen byder bl.a. på finansiering til grøn helhedsplan for Kigkurren, renovering af hallerne i Sundby Idrætspark og opbakning til at arbejde videre med finansieringsmuligheder for overdækning af Øresundsmotorvejen.

I budgetforhandlingerne for 2025 er der afsat flere midler til projekter, som er relevante for Amager, og som lokaludvalget har arbejdet for. Der afsættes 1,1 mio. kr. i 2025 og 0,6 mio. kr. i 2026 til en helhedsplan for at omdanne Kigkurren, Snorregade og Sturlasgade til grønne byrum. 

Sundby Idrætspark får tildelt 9,7 mio. kr. til renovering af hal 1 og 2 i perioden 2026-2030, samt 12,3 mio. kr. til genopretning af stadionbanen i parken som en del af et større vedligeholdelsesprogram for kommunens kunstgræsbaner og fritidsfaciliteter. 

Der er også opbakning til det videre arbejde med finansieringsmuligheder for at overdække Øresundsmotorvejen.

Derudover sættes 1,5 mio. kr. af til en foranalyse, der skal skabe en grøn forbindelse på tværs af Amager med udgangspunkt i visionsplanen "Fra Fælled til Strand", og så afsættes der også midler til den boligsociale helhedsplan for Amager.

 

Herunder har du et overblik over punkterne:

TM098 Helhedsplan for en grøn omdannelse af Kigkurren
Parterne ønsker at omdanne Kigkurren, Snorregade og Sturlasgade til grønne byrum. Der afsættes derfor midler til en helhedsplan af området. 

Der afsættes: - 1,1 mio. kr. på service i 2025 og 0,6 mio. kr. på service i 2026 til udarbejdelse af helhedsplanen.

ØK82 Bidrag til Konkurrencen ”Byens Scene” - bedre byrum omkring spillesteder i Ørestad 
Parterne er enige om at afsætte midler til at bidrage til konkurrencen ”Byens Scene”, som skal skabe bedre byrum omkring de store koncertdestinationer i Ørestad. 

Der afsættes: - 0,5 mio. kr. på service i 2024 til bidrag til konkurrencen ”Byens Scene”

TM125 Fra Fælled til Strand – etape 1 
På baggrund af visionsplanen ”Amarlinie – Fra Fælled til Strand” ønsker parterne at afsætte midler til en foranalyse, som skal sikre en sammenhængende grøn forbindelse på tværs af Amager. 

Der afsættes: - 1,5 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2026 til foranalyse af Elbagade.

KF016 Renovering af hal 1 og 2 i Sundby Idrætspark 
Parterne er enige om at afsætte midler til renovering og modernisering af hal 1 og 2 i Sundby Idrætspark 

Der afsættes: 
- 9,7 mio. kr. samlet på anlæg i 2026-2030 til renovering af hal 1 og 2 i Sundby Idrætspark 
- 0,2 mio. kr. årligt på service i 2027 og frem til afledt drift

KF003 Planlagt vedligehold og genopretning af kultur- og fritidsfaciliteter 
For at imødekomme vedligeholdelsesefterslæbet på kommunens badeanlæg, biblioteker, idrætsanlæg, museer og kulturhuse er parterne enige om at afsætte midler til planlagt vedligehold og genopretning af kultur- og fritidsaktiviteter. 

Der afsættes: 
- 94,0 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2028 til genopretning af kunstgræsbaner og byggehonorar til Byggeri København, hvoraf der afsættes 12,3 mio. kr. på anlæg i 2025 til genopretning af tre kunstgræsbaner på Ryparkens Idrætsanlæg, Nørrebroparken og stadionbanen i Sundby Idrætspark
- 25,8 mio. kr. årligt på service i 2025-2026 og 25,3 mio. kr. årligt i 2027-2028, 25,1 mio. kr. årligt i 2029-2031 og 24,1 mio. kr. årligt i 2032-2034 til genopretning, driftsmidler til nedslidte kunstgræsbaner og administration. Parterne er enige om, at anlægs- og serviceudgifter i årene 2029-2034 indarbejdes med indkaldelsescirkulæret for budget 2026.

KF019/KF022 Foreningshuset Sundholmsvej 8 
Parterne er enige om at afsætte midler til at videreføre tilskuddet til drift af Maskinhallen og drift af Foreningshuset Sundholmsvej 8, som danner rammen for Foreningshuset Sundholmsvej 8. 

Der afsættes: 
- 2,0 mio. kr. på service årligt i 2025-2027 til husleje og administration af Foreningshuset Sundholmsvej 8 og drift af Maskinhallen

TM096 Ombygning af rundkørsler (FORTROLIGT) 
Parterne enige om at afsætte midler til fortrolige tiltag, der skal øge trafiksikkerhed og fremkommelighed. 

Der afsættes: 
- 18,7 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2028 til videre projektering.
- 0,1 mio. kr. årligt på service i 2027 og frem til afledt drift og vedligehold.

BU05 (Fortrolig) Etablering af pavilloner til tidlig opstart af tre 7-gruppers DI på Arne Jacobsens Allé 6G 
Parterne er enige om at afsætte midler til etablering af pavilloner til tidlig opstart af tre 7 gruppers daginstitutioner på Arne Jacobsens Allé 6G i Ørestad.

Der afsættes: 
- 60,0 mio. kr. samlet på anlæg i 2024-2030 til etablering af pavilloner til tidlig opstart af tre 7 gruppers daginstitutioner i Ørestad. 
- 1,3 mio. kr. på service i 2025, 8,7 mio. kr. årligt i 2026-2027 og 10,7 mio. kr. 2028 og 10,7 mio. kr. i 2029 og 12,5 mio. kr. i 2030 til areal- og pavillonleje, drift og istandsættelse af pavilloner. 
- 1,7 mio. kr. i 2024 på finansposter til depositum ifm. arealleje. 
Parterne er enige om, at der skal afsættes bevilling til deponering på finansposter på 140,3 mio. kr. Deponeringen mellemfinansieres over kassen, indtil den frigives som følge af ledig låneramme

BU08 Udflytterkapacitet i Ørestaden 
Parterne er enige om at afsætte midler til etablering af syv permanente daginstitutionsgrupper i Ørestad. Tre grupper etableres som udflyttergrupper med kørsel fra Ørestad og fire grupper tilknyttes eksisterende institutioner i området. 

Der afsættes: 
- 5,0 mio. kr. samlet på anlæg i 2024-2025 til etablering af tre udflyttergrupper og fire i tilknytning til eksisterende institutioner i Ørestad. 
- 0,3 mio. kr. på service i 2024 og 1,8 mio. kr. årligt i 2025 og frem til kørsel af udflyttergrupper.

ØK46 Genhusning af Ørestad Skole 
Parterne er enige om at afsætte midler til genhusning af 12 klasser og en fritidsklub fra Ørestad Skole. Der etableres EAT-truck under genhusningen. 

Der afsættes: 
- 87,3 mio. kr. samlet på anlæg i 2024-2030 til genhusning af 12 klasser og fritidsklub fra Ørestad Skole på Arne Jacobsens Allé 6. 
- 3,5 mio. kr. på service i 2027, 3,2 mio. kr. i 2028 og 3,4 mio. kr. i 2029 til genhusning af 12 klasser og fritidsklub fra Ørestad Skole på Arne Jacobsens Allé 6. 

Parterne er enige om, at der skal afsættes bevilling til deponering på finansposter på 32,3 mio. kr. i 2027. Deponeringen mellemfinansieres over kassen, indtil den frigives som følge af ledig låneramme.

TM159 Overdækning af Helsingør- og Øresundsmotorvejen
Parterne er enige om at arbejde videre med mulighederne for overdækning af hhv. Helsingør- og Øresundsmotorvejen. Finansiering heraf henvises til senere forhandlinger med udgangspunkt i resultaterne af de igangværende analyser. På linje med den delanalyse, der er foretaget af Øresundsmotorvejen, skal der kigges på alternativer til overdækning, herunder støjskærme, mv

ØK62 Afbøde konsekvenserne ifm. anlæg af Metro M5 
Københavns Kommune har institutioner, faciliteter og servicetilbud, som ligger tæt på byggeriet af den kommende metrolinje M5, og som derfor kan blive påvirket i anlægsfasen. Parterne er i den forbindelse enige om, at det vil være hensigtsmæssigt at afsætte midler til at håndtere eventuelle udfordringer og konsekvenser ved anlægget af metrolinje M5.

TM078 Hensigtserklæring om medfinansiering til boligsociale helhedsplaner for Nørrebro og Amager 
Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsætter det boligsociale arbejde i områderne Nørrebro og Amager. Finansiering af kommunens medfinansiering til de to boligsociale helhedsplaner henvises til forhandlingerne om budget 2026.

 

Læs hele Budgetaftalen 2025 her.