Bryggebladet fik Skulderklappet
Derfor har vi indstiftet prisen Skulderklappet, som vi tildeler en person, en forening, en organisation eller offentlig/privat virksomhed, som gør Amager Vest til et bedre sted at bo. Alle amagerkanere kan nominere kandidater til prisen, som vi uddeler i december måned.
I år gik prisen på 25.000 kr. til Bryggebladet. Bryggebladet skriver om nyheder, begivenheder og udviklinger med relevans for Islands Brygge, og formidler informationer om lokale arrangementer af kulturel, sportslig eller anden karakter. Desuden fungerer Bryggebladet som forum for den lokale debat. Bryggebladet udkom første gang i 1993, og bliver produceret af frivillige på et non-profit grundlag af og for bryggeboere. Udgivelsen finansieres udelukkende af annonceindtægter.
”Lokaludvalget er glade for de mange rigtig gode nomineringer, som vi har modtaget i år. Der var meget tæt opløb – især blandt Dagshøjskolen Peder Lykke Centret, Sundby Taekwondo Klub og Bryggebladet. Lokaludvalget har valgt at give Skulderklappet til Bryggebladet, som tager aktuelle emner og er debatskabende. Bladet åbner for dialog – og styrker det lokale netværk på Islands Brygge ”, udtaler André Just Vedgren, næstformand i Amager Vest Lokaludvalg.
”Der er sket en del med bladet det seneste år. Vi er mange flere frivillige om at lave bladet til gavn og glæde for læserne og vores bydel. Og vi har oplevet at have ydet en indflydelse via vores skriveri. Vi var medvirkende årsag til at havnebadets åbningstider faldt på plads fra næste år og ud i fremtiden.
Vi er bare generelt enormt nysgerrige på vores bydel og mener det er en af vores opgaver at binde bydelen sammen ved vores eksistens”, siger Bryggebladets redaktør Anne Moritz.