Brydes Allé skal imødekomme både cyklister og bilister
I et internt høringssvar til Teknik-og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, er lokaludvalget positive overfor anlæggelsen af cykelstiprojektet på Brydes Allé, da både borgerinddragelsen og observationerne omkring Brydes Allé viser en generel utryghed med trafikforholdene på vejen, hvor høj hastighed og dårlige oversigtsforhold gør området usikker for cyklister, bilister og fodgængere.
Men forbedringen bør koordineres med en løsning på problemerne med parkering, som mange borgere har peget på; En problematik, der vil forværres med cykelstiprojektet, da det indebærer, at cirka halvdelen af parkeringspladserne på Brydes Allé fjernes.
Derfor peger lokaludvalget på tre mulige løsninger, der kan imødekomme ønsker og behov fra både bløde og hårde trafikanter:
- Hurtig indførelse af parkeringsrestriktioner (betalingsparkering eller korttidsparkering) samt inddragelse af borgerne i den sammenhæng.
- Indgåelse af aftaler om bedre udnyttelse af eksisterende parkeringspladser – konkret kan vi pege på plejecenteret Hørgården på Brydes Allé.
- En mulighed er at indrette en underjordisk parkeringskælder på plejehjemsarealet, så de forværrede parkeringsudfordringer i området med cykelstiprojektet og mere sikker skolevej på Brydes Allé løses samtidigt.
Baggrunden for lokaludvalgets høringssvar er blandt andet dialogmøder, informationsmøder, infostandere og en spørgeskemaundersøgelse af borgernes brug og oplevelser med Brydes Allé.