Borgerrepræsentationen stemmer for samarbejde med Tårnby Kommune om overdækning af Øresundsmotorvejen
Borgerrepræsentationen havde på mødet d. 22. september et medlemsforslag, stillet af Radikale Venstre, SF og Venstre, om at indlede et tæt samarbejde med Tårnby Kommune om et samlet projekt for overdækning af Øresundsmotorvejen.
Det angives, at motivationen bag forslaget sker på baggrund af en en opfordring fra Amager Vest Lokaludvalg.
Forslaget blev stillet af Rasmus Steenberger (F) og støttet af Helle Bonnesen (C), Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) og Mette Reissmann (S). Både Lütken og Reissmann deltog desuden på lokaludvalgets borgermøde tilbage i februar, hvilket fra talerstolen blev fremhævet for dets engagement og store borgertilstrømning.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget og pålægger dermed overborgmesteren, at rette henvendelse til Tårnby Kommune om et tæt samarbejde om et samlet projekt for overdækningen.
Der var ligeledes bred tilslutning om et ændringsforslag, der gik på samtidig at rette henvendelse til Transportministeren og derved inddrage staten i projektet.
Ændringsforslag fra Enhedslisten forkastet
Et ændringsforslag fra Enhedslisten, om at præcisere overfor Tårnby Kommune ikke at bygge oven på en overdækning, blev stemt imod med 17 for og 36 imod.
Dette er endnu en sejr i lokaludvalgets arbejde med at overdække motorvejen og dermed fjerne støjgener fra borgerne på Amager.
Teknik- og Miljøforvaltningen er samtidig pt. i gang med arbejdet på en foranalyse, hvilket blev bevilget i forbindelse med Overførselssagen 2021-2022 med 1,6 mio. kr. Amager Vest Lokaludvalg bliver inddraget i denne proces.
Se dagsordenspunktet fra mødet i Borgerrepræsentationen her.