Bier, blomster og iværksætteri på Sundholm
Amager Vest Lokaludvalg, Sundholmskvarterets Områdeløft og Bybi havde inviteret borgmestrene og en repræsentant for Teknik og Miljøforvaltningen, så de med egne øjne kunne se vældet af iværksætteri, initiativ og mangfoldighed i området. Anledningen var, at der ifølge lokalplanen skal anlægges et parkeringshus og indkørsel der, hvor byhaven lige nu ligger. Men de lokale borgere på Sundholm har andre idéer for grunden – blandt andet et ‘Biernes Hus’ – som de præsenterede for borgmestrene.
Michelin-belønnede larver
Besøget startede i høj sol ude foran Foreningshuset Sundholmsvej 8 og fortsatte hen til Bybis honningfabrik, hvor der blev serveret honning frisk fra stadet og bilarver, som michelinrestauranten NOMA ellers er blevet hovedaftager af. Morten Kabell smagte som den eneste borgmester på en larve. Den blev skyllet ned med Bybis egen honningis, mens direktør Oliver Maxwell fortalte om Bybis planer for at udvide virksomheden, producere mere byhonning og beskæftige endnu flere borgere, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Det er en vision, som lokaludvalget bakker op om – du kan læse vores støtteerklæring her
Blomstrende byhave
Derefter gik turen over i byhaven, der blomstrede af liv. Eventyrhegnet var sprunget ud i fuldt flor, forårsblomsterne pyntede i bedene og snakken gik hen over plantekasserne. Begge borgmestre var imponerede over alle de lokale initiativer, og dagen blev afsluttet i højt humør med en aftale om at undersøge mulighederne for brugen af området.
Lokaludvalget følger naturligvis udviklingen tæt.