Amager Vest får ny pris

Har du og dine naboer gjort ekstra meget ud jeres indgangsparti, eller har din andelsforening totalrenoveret den slidte legeplads på hjørnet? Så kan I i år blive præmieret og vinde forskønnelsesprisen.

Amager Vest lokaludvalg har indstiftet Forskønnelsesprisen, der opfordrer lokale til at forbedre og forskønne deres bydel. I seks år har Amager haft facadeprisen, som støtter butiksejere, der gør noget særligt ud af deres facader. Nu får borgerne i Amager Vest en pendant – en pris til lokale ildsjæle og foreninger, som tydeligt har ændret et byrum, facade eller udeareal til det bedre.

Vinderprojektet støttes med 10.000 kr.

”Vi håber på, at prisen kan inspirere folk. Det kunne fx være beboere i en andelsforening, som er gået sammen om at forskønne eller begrønne et fællesareal ud mod gaden, som så måske inspirerer naboejendommen til også at gå i gang”, fortæller Robert Nielsen, medlem af lokaludvalget.

Bedømmelseskomitéen, som består af lokaludvalgsmedlemmer og en arkitekt, tilgodeser projekter, som samler folk og skaber bedre naboskab, inspirerer, forskønner eller inviterer til ophold. Arealet skal være offentligt tilgængeligt og gerne synligt fra gaden.