Bytræer

Vores mål er, at alle i Amager Vest kan se et træ fra deres
bolig i 2025.
Kastanjetræ i Kirsebæralleen plantet i 1984 ved etableringen af Havneparken.
Fotograf
Jan Oster

Seneste nyt

Vis alle

Seneste nyheder om projektet

Opdateres...

Flere bytræer til borgerne

Amager Vest Lokaludvalg har som mål, at levevilkårene i de tæt bebyggede områder i Amager Vest giver optimale muligheder for, at både mennesker og natur kan trives.

Vi ønsker at opnå dette ved at gøre byens gader meget grønne med det konkrete mål, at alle i Amager Vest kan se et træ fra deres bolig i 2025.

Træer har både store nytteværdier og store herlighedsværdier, der understøtter forbedring af borgernes sundhed, livskvalitet og trivsel. Kombineret med gode opholdsmuligheder i nærheden af træerne kan gaderne udvikles til at blive gode rammer for etableringen af nye sociale fællesskaber.

Træerne giver muligheden for sanselige oplevelser, skønhed i bybilledet og en bevidsthed om årstidernes skift gennem variation i farver, lys og stemninger. De forbedrer beboernes fysiske og mentale sundhed. Træer har en direkte positiv indvirkning på humør og helbred og er med til at forebygge og reducere stress. Derudover har træer stor betydning for borgernes kendskab til, tilknytning til og forståelse for naturen.

De forbedrer også byens mikrokli­ma i de smalle gader mellem husene. De er med til at skabe en robust og klimasikret by med god modstandsdygtighed over for klimatiske udfordringer. Træer skaber skygge og sænker temperaturen i den tætte by om sommeren, forbedrer luftkvaliteten, skaber læ, dæm­per støj og tilbageholder store mængder af regnvand.  Særligt gamle træer højner biodiversiteten ved at fun­gere som levesteder for dyr, fugle og insekter.

Københavns Kommune har en plan for 100.000 nye træer i 2025, hvoraf de 10.000 er nye by- og gadetræer på kommunale veje i de tæt bebyggede områder.

Tusindevis af nye træer

Amager Vest Lokaludvalg støtter op om dette projekt, da de tætbebyggede ældre kvarterer har meget få træer og anden begrønning.

Etableringen af nye by- og gadetræer er desværre meget forsinket.

Som eksempel har Islands Brygge i området fra Njalsgade til Sturlasgade mellem Artillerivej og gaden Islands Brygge i dag 54 træer, når området omkring legepladsen / det underjordiske parkeringsanlæg ikke medregnes.

Københavns Kommunes analyse i forbindelse med de 10.000 nye bytræer viser, at der kan plantes yderligere 181 træer i området.

De nye træer vil medføre en meget stor ændring i oplevelsen af kvarteret fra at være trist og tomt til et frodigt grønt kvarter, når det går fra 54 træer i dag til 235 træer.

Amager Vest Lokaludvalg har på den baggrund besluttet at arbejde for, at de nye bytræer plantes hurtigst muligt.

Der er startet borgerinddragelse om prioriteringen af de nye træer i det lokale område i form af dialog om træerne og om borgernes personlige prioritering af nye træer i forhold til P-pladser. Borgerne har i inddragelsen markeret et detaljeret kort over mulige nye træer i deres lokale område.

Borgerne viser kommunen, hvor træerne skal stå

Det er vores overordnede mål med arbejdet, at alle borgere i Amager Vest kan se et træ fra deres bolig i 2025.

Vi vil naturligvis inddrage borgerne blandt andet gennem pop-up gademøder i bydelen i forskellige kvarterer til april / maj måned, når foråret rigtigt er i gang, og temperaturen er rimelig.

Vi vil også gå i dialog med lokale aktører som ejerforeninger og Teknik- og Miljøforvaltningen, og så vil vi kommunikere om muligheder for at søge økonomisk støtte til begrønning og træer hos forskellige puljer og fonde.

Der er stadig et stykke vej til at få plantet 10.000 træer.

Vil du være med?

Lokaludvalget har en arbejdsgruppe, der udelukkende beskæftiger sig med biodiversitet. Vores møder er åbne for alle, så hvis du har lyst til at få indflydelse, vil vi gerne opfordre dig til at deltage. Kontakt sekretariatet på info@avlu.dk eller tlf. 21 51 39 35, hvis du vil høre mere om, hvordan du deltager.



Vi holder også løbende møder, som er åbne for alle. Læs mere om vores arbejdsgrupper og find vores kalender her.

Arbejdsgruppen arrangerer løbende borgermøder og andre inddragende indsatser, hvor du sammen med andre borgere, forvaltningen og fagfolk kan tilbyde dit perspektiv.

Bilag

Herunder finder du alle relevante dokumenter for projektet.

 

Opdateres...