Christine Bang Andersen

Medlem af Amager Vest Lokaludvalg

Christine er valgt ind som repræsentant for Ejerforeningen Brydes Allé.

Om Christine

Jeg har boet i Amager Vest siden efteråret 2020 og er faldet ret pladask for området. Jeg er meget engageret i frivilligt arbejde og har altid været det, herunder bestyrelsesarbejde og medlemskab i en række frivillige foreninger og organisationer.

Jeg sidder i Amager Vest Lokaludvalg, fordi jeg elsker, hvor jeg bor. Jeg er vild med området, gaderne, menneskene, butikkerne, kulturen og historien. Jeg elsker den diversitet, der gennemsyrer det hele, både i forhold til social status, etnicitet, alder, familieforhold osv.

Jeg synes, vores lokalområde har utrolig meget potentiale i egenskab af denne diversitet, og det er netop det, jeg gerne vil bruge min tid i lokaludvalget til at udvikle på og være med til at gøre vores lokalområde endnu mere imødekommende og inkluderende.

Jeg har tre hovedinteresseområder:

1. At bekæmpe ensomhed i ’voksen-kategorien’ (35-60 år), hvor der for nuværende ikke findes passende initiativer

2. At øge befolkningens viden om og engagement i nærdemokratiet, herunder særligt at brede deltagelsen ud geografisk og demografisk: Der skal være fokus på mindre engagerede områder, herunder personer med anden etnisk herkomst og socialt udsatte.

3. Strategisk arbejde med Amager Vest Lokaludvalg som organisation, herunder initiativer vedr. tilgængelighed, kommunikation og vision.