Helga Mark
Helga er valgt ind som repræsentant for Dansk Handicap Forbund.
Hun er tovholder for arbejdsgruppen 'Børn & Kultur'.
Om Helga
Som handicappet bor jeg i en bydel, der absolut ikke er handicapegnet, og jeg har overalt i de byer, jeg har besøgt i Danmark, observeret, at tilgængelighed er fraværende de fleste steder. Så for mig er det essentielt at udbrede kendskab til den manglende tilgængelighed og være behjælpelig på alle leder og kanter til at få rettet op på dette, så vi med sindsro kan sige, at der er adgang for alle.
Det er ikke altid de dyre projekter, der er brug for, men mere en tænke ud af boksen-tilgang. Jeg er ikke ude efter at revolutionere bydelene, men bare få folk til lige at stoppe op og tænke sig om. Det er ikke alle steder, jeg forventer adgang til, men så må der gerne oplyses om, at der ikke lige er god adgang for handicappede, og så kan man selv vælge.
Derudover ligger det mig utroligt meget til sinds, at alle børn får en god skolegang, og med det menes adgang til kreativ leg, læring, udvikling, trivsel, ingen stress og prestigejagt og gode fysiske rammer. Ned med maksantallet i klasserne. Det er mig magtpåliggende, at børn med handicap kommer til at deltage på sine egne vilkår i de almindelige folkeskoler, og ikke som spareprojekter for kommunen i en inklusion.
Jeg vil også sætte alt ind for, at der i vores bydel bliver fastholdt de få grønne oaser, vi har, og at betonslummen ikke bliver udbredt mere, end den er i dag. Naturen er vigtig for vores daglige trivsel og gode humør, og der er ikke meget tilbage af den imellem ejendommene.
Til sidst vil jeg gerne være med til, at vores naboer i bydelen får øjnene op for, at der er et lokaludvalg med en pengepung, hvor man kan søge om midler til diverse lokale projekter, og at der faktisk ikke er nogen projekter, der er for store eller for små.