Miljø

Amager Vest Lokaludvalgs arbejde med miljø og bæredygtighed varetages i det daglige af Miljøpunkt Amager, som er et lokalt miljøcenter med egen bestyrelse. Miljøpunktet er finansieret med driftsmidler fra henholdsvis Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg.

Miljøpunkt Amagers opgave

Det er Miljøpunkt Amagers opgave at motivere borgere, institutioner, foreninger og virksomheder på Amager til at deltage aktivt i en bæredygtig udvikling, samt bidrage til, at de bliver opmærksomme på deres miljøpåvirkninger, ser dem i en større sammenhæng og får redskaber til at påvirke dem i en positiv retning.

Miljøpunkt Amager skal synliggøre og forstærke handlemulighederne og bidrage til at identificere og overvinde barrierer for en bæredygtig udvikling. Handlemulighederne styrkes blandt andet gennem lokal dialog, opbygning af netværk og formidling af relevant viden og andre kompetencer.

Miljøpunkt Amagers udgangspunkt er lokalt med øje for regionale, nationale og globale sammenhænge. Der arbejdes ud fra miljømæssig bæredygtighed, men miljøpunktet har et helhedssyn på bæredygtighed, som også omfatter økonomisk og sociale elementer.

Prioriterede projektområder

Indenfor de prioriterede projektområder gør Miljøpunkt Amager en særlig indsats for at skabe resultater og opmærksomhed om det lokale miljøarbejde. Indsatsen indenfor de prioriterede projektområder foregår ofte over en længere årrække og involverer bl.a. arbejde med at hente ekstern finansiering gennem offentlige og private fonde.

For deres grønne handleplan 2024-2027, vil omdrejningspunktet for miljøpunktets arbejde omfatte Blå og grøn bynatur, Grønne handlefællesskaber, Ren luft samt Cirkulært hverdagsliv.

Miljøpunktet arbejder igennem denne grønne handleplan både med individet og fællesskabet. Fællesskaber lokalt og nationalt kan nemlig inspirere, bruges til videns- og erfaringsdele, samt koordinere vores indsats for at sende et klart signal til beslutningstagere om, at systematisk omstilling er nødvendig og velkommen.

 

Aktiviteter & mindre projekter

Miljøpunktet vil i begrænset omfang også arbejde med enkeltstående aktiviteter og andre mindre projekter. Dette dels af hensyn til den generelle borgerbetjening og dels fordi der kan vise sig muligheder og potentialer i forhold til fremtidige aktiviteter og eksterne støtte- og fondsmidler. Miljøpunkt Amager bistår desuden i begrænset omfang lokaludvalgene med opgaver i relation til politiske processer på miljøområdet, herunder borgerinddragelsesaktiviteter i konkrete miljøpolitiske sager.

Derudover afholder miljøpunktet månedlige arrangementer relaterede til deres prioriterede indsatsområder. Blandt andet kan du få lappet din hullede jakke hos Repair Café Amager eller være med til at holde Amager rent ved at deltage i en skraldeindsamling. Hold dig opdateret på de månedlige aktiviteter via miljøpunktets aktivitetskalender

Læs mere på Miljøpunkt-Amagers hjemmeside

 

Følg med i Miljøpunkt Amagers arbejde på Facebook og Instagram.