Jul på Sundholm

Sundholms gamle maskinhal blev juleaften omdannet til julestue for Amagers mest udsatte borgere. Hjemløseorganisationen SAND Hovedstaden, Amager Frivilligcenter og BHG44 stod for at arrangere, organisere, koordinere og kokkerere.

Kantinen i Sundholms gamle maskinhal kom i brug, da SAND hovedstaden, Frivilligcenter Amager og BHG44 inviterede til jul for hjemløse d. 24. december. Kim Allan, formand for SAND Hovedstaden fortæller om det ambitiøse arrangement:

Amager Vest Lokaludvalg støttede arrangementet med midler fra Bydelspuljen.

”I alt 130 af de mest udsatte københavnere fik både julemiddag, gaver, hygge og musik d. 24. december. Der var plads til 45 mennesker ad gangen i maskinhallen, så for at kunne invitere så mange som muligt, havde vi delt arrangementet op i to, først fra 13-16 og så fra 17-20. De resterende fik muligheden for at spise i BHG44’s lokaler i Sydhavnen og så havde vi en back up-løsning, hvis der også blev fyldt op dér. Dertil blev der udleveret 50 to-go-julemiddage fra køkkenet.

”I dagene op til havde vi pyntet op og gjort maden klar. Så godt som alt var doneret; mad, drikkevarer, gaver, bankopræmier, godbidder til de firbenede venner og et lånt lydanlæg, der sørgede for ekstra julestemning. Nogle af pengene kunne vi i stedet bruge på en bus, der kørte rundt og samlede folk op fra pladser og gader – og afleverede dem igen efter middagen.

”Hele julearrangementet forløb fredeligt og hyggeligt, og med stor glæde over, at så mange hjalp med donationer, frivilligt arbejde og til at sprede god stemning inde som ude”.

Flere dage efter d.24. december kunne resterne af de mange donerede madvarer blive tryllet om til to-go-bokse af BHG44, der blev udleveret på gader og stræder.

Arrangementet var støttet med midler fra Amager Vest Lokaludvalgs Bydelspulje. Amager Vest Lokaludvalg samarbejder med blandt andre Hjemløseorganisationen SAND og Frivilligcenter Amager om, at den gamle maskinhal i Sundholm kan blive genåbnet. Drømmen er, at lokalerne kan fungere som kulturhus og mødested for alle i bydelen, både udsatte og ressourcestærke københavnere.

Tak til alle de fremmødte for at sprede julehygge og til de frivillige kræfter, der sørgede for gode rammer og god mad. Og en stor tak til Overborgmester Lars Weiss, der slog et smut forbi Sundholm i december og roste og støttede projektet.